Et Sundere Syddanmark: Én million til forskning i svangerskabsforgiftning

Vinderen af Et Sundere Syddanmark 2019 og en million kroner blev forskerprojekt om svangerskabsforgiftning ved Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Overlæge Anne Cathrine M. Gotfredsen fra Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg modtog onsdag aften en check på én million kroner til sin forskning i svangerskabsforgiftning.

Forskningsprojektet vil finde årsagen til svangerskabsforgiftning, sådan at gravide og deres børn kan hjælpes hurtigere og bedre.

- Det er helt vildt det her. Jeg havde slet ikke turde håbe på det.

- Jeg er så evig taknemmelig, og det betyder så meget for alle de kvinder, som vi forhåbentlig kan komme til at redde, lød det fra en meget glad Anne Cathrine M. Gotfredsen lige efter afsløringen af vinderprojektet.

I alt var to millioner forskningskroner fra Region Syddanmark stillet på højkant ved "Et Sundere Syddanmark". Vinderprojektet om svangerskabsforgiftning fik flest SMS-stemmer og blev belønnet med én million kroner. Anden- og tredjepladsen fik henholdvis 600.000 og 400.000 kroner til deres forskning. 

Nummer to i afstemningen og altså vinder af 600.000 kroner blev Gigtprojektet fra Odense Universitetshospital.

Mens nummer tre og vinder af 400.000 kroner blev projektet på Sygehus Sønderjylland om sammenhængende forløb mellem sygehus og plejehjem. 

Pengene kommer fra Region Syddanmark, der hvert år afsætter penge til forskning. 

"Et Sundere Syddanmark" skal udbrede kendskabet til den forskning, der foregår på alle regionens sygehuse. Der bliver ikke kun forsket på Odense Universitetshospital og i psykiatrien, men også på både Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Sønderjylland og Sygehus Lillebælt.