Oversigt

Forsker vil hjælpe kræftpatienter gennem manual

Hver tredje dansker får kræft, inden de fylder 75 år, og det er en hård besked at modtage. Derefter venter ofte et langt, hårdt og kompliceret forløb, som kan være meget opslidende og usikkert.

Det vil læge og forsker Bettina Mølri Knudsen ændre med sit projekt til Et Sundere Syddanmark fra Sygehus Lillebælt, der handler om større patientinddragelse.

Det skal ske med beslutningshjælperen, der bruges som redskab i samtalen mellem læge og patient og efterfølgende tager patienten gennem forløbet med forskellige muligheder for behandling, bivirkninger, statistik og gode råd.

- Kræftforløb kan være enormt komplicerede. Men nogle gange undervejs i forløbet skal patienterne træffe nogle beslutninger. Det kan være svært, og måske opdager de slet ikke, at de faktisk sidder i en situation, hvor de har mulighed for at til- eller fravælge dele af behandlingen, forklarer Bettina Mølri Knudsen.