Oversigt

Betjent blev spyttet i ansigtet i nattelivet

Politiet fik tidligt lørdag morgen noget at se til, da de var til stede i Sjællandsgade i Fredericia. Her havde en 21-årig mand set sig sur på politiet og råbte "Pansersvin" og "4-0 til Palle" efter en patrulje. Sidstnævnte er en reference til en sag om politidrab fra 1965.

Derfor blev han sigtet for fornærmende tiltale mod politiet, men det var ikke det sidste, der skete i den sag. Den 21-årige valgte at kvittere for sigtelsen med at spytte en betjent i ansigtet.

- Lige nu ligger han og sover den ud, og så må vi se, hvad han siger, når han bliver ædru. Om han synes, han har været en god mand i byen, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Jesper Duus.