Oversigt

SOSU'er fra to syd- og sønderjyske kommuner er mindst syge

Hedensted og Billund kommuner indgår i en top fem over de kommuner i landet med det laveste sygefravær hos social- og sundhedshjælpere og assistenter.

Det viser en analyse fra den borgerliberale tænketank CEPOS.

Sygefraværet hos SOSU´erne lå sidste år på 19,7 dage i landsgennemsnit, mens antallet af sygedage i 2023 lå på henholdsvis 16,3 og 16,4 i Hedensted og Billund.

- Sygefraværet har blandt andet betydning for, hvor ofte de ældre oplever at blive passet af en afløser uden samme indgående kendskab til den ældres ønsker og behov, som det faste personale. Sygefraværet kan således påvirke både de ældres tryghed og kvaliteten af plejen, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Ifølge tænketanken er der et besparingspotentiale på 495 millioner kroner, hvis alle kommuner havde 16,1 sygedage, som er gennemsnittet i Gladsaxe og Greve kommuner, der er det laveste antal på landsplan.

I den modsatte ende af sygedage-skalaen topper Bornholm Kommune med 27,3 sygedage.