Vejarbejde forlænger rejsetid mellem Horsens og Tørring

Rute 30 Vestvejen skal have ny asfalt og spærres derfor aften og nat i begge retninger.

Fra søndag den 29. maj og tre uger frem bliver der pludselig 12 kilometer længere mellem Horsens og Tørring, hvor der dagligt kører flere end 10.000 biler. Det skyldes, at trafikanter, som skal fra Horsens til Tørring eller omvendt skal på en omvej aften og nat i den periode. Hvor der normalt kun er 14 kilometer mellem de to byer, vil der under et kommende vejarbejde være en omvej på 26 kilometer.

Årsagen er, at rute 30 Vestvejens asfalt er så slidt, at den skal udskiftes. Det kommer til at ske som aften- og natarbejde fra kl. 18.00 til kl. 06.00. I det tidsrum er vejen helt spærret, og Vejdirektoratet anbefaler derfor trafikanter at begive sig ud på en omvej ad motorvej E45 sydpå til afkørsel 59 Hornstrup og derefter nordpå igen.

Arbejdet betyder, at der er risiko for kødannelser, og at trafikanter især om aftenen og natten vil opleve forlænget rejsetid. Vejen vil i dagtimerne være åben for normal trafik.

Den gamle belægning skal affræses, så man kan reparere den underliggende belægning. Derefter bliver der udlagt en ny og mere klimavenlig slidbane.

Omvej mellem Horsens og Tørring

Fra Horsens til Tørring
Her skal trafikanter tage E45 til rampe 59 Hornstrup, hvor trafikken via Viborg Hovedvej vil blive ledt til rampeanlæg 2 Grejs på Midtjyske Motorvej og derfra mod nord til rampeanlæg 4 Ølholm ved Tørring.


Fra Tørring til Horsens
Her skal trafikanter via rute 13 køre til rampeanlæg 4 Ølholm på Midtjyske Motorvej og derfra til rampeanlæg 2 Grejs, hvor trafikken vil blive ledt videre via Viborg Hovedvej til rampeanlæg 59 Hornstrup på E45 og derfra mod nord til rampeanlæg 57 Horsens Syd.

Rampeanlæggene på rute 30 ved Korning og Uldum vil også være spærret i begge retninger under vejarbejdet. Det vil være tydeligt skiltet, hvilken omkørsel, der er mest hensigtsmæssig.