Fyrede medarbejdere efter fagforeningskonflikt tror ikke på arbejde igen
De omkring 100 fleksjobbere, der var ansat i det konkursramte Social Craft, skal nu ud og se sig om efter nyt arbejde - men det er ikke uden bekymring.
Der bliver kæmpet for at hjælpe alle godt videre, efter den socialøkonomiske virksomhed Social Craft i Horsens er gået konkurs.
Men både direktøren og flere af medarbejderne frygter, at det kan blive svært.
For efter en længerevarende konflikt om overenskomst med 3F, måtte ejer af Social Craft, Stinne Simonsen, selv begære virksomheden konkurs. Det betyder, at de omkring 100 fleksjobbere, der var ansat i virksomheden, skal se sig om efter et andet sted at være.
Henrik Oluf Boholdt Larsen, der var ansat i virksomheden, er en af dem, der nu frygter for sin fremtid.
- Jeg har prøvet andre arbejdspladser, hvor man som regel aldrig bliver en del af arbejdet og stedet, fordi de ikke forstår fleksjobbere. Man blev bare brugt og udnyttet til forskelligt arbejde, fortæller han.
Inden Henrik Oluf Boholdt Larsen begyndte hos Social Craft, så han ind i en fremtid på en førtidspension, men det ændrede sig hurtigt, da han begyndte hos virksomheden.
- Det var som en stor familie og sammenholdet var kæmpestort. Jeg har været herude i tre år og skulle kun have været sommerafløser i en måned, fortæller han.
Virksomhedens direktør mener, at sagen kalder på handling - ikke kun for hendes nu tidligere medarbejdere, men også for andre, der er på kanten af arbejdsmarkedet.
- Hos Social Craft fik vi i gennemsnit tre uopfordrede ansøgninger om dagen. Det vidner for mig om, at der er et enormt behov for mere fleksible arbejdspladser som Social Craft. Så jeg synes, det er på tide, at arbejdsmarkedets parter sætter sig sammen og finder en fleksibel model for, at det kan lade sig gøre at drive socialøkonomiske virksomheder i Danmark, siger Stinne Simonsen, direktør i Social Craft.
Konflikten kort
Konflikten om Social Craft trækker tråde tilbage til 2020 og drejer sig om, at 3F mener, at Social Craft underbetalte sine medarbejdere cirka 30-40 kroner i timen.
3F har i flere år forsøgt at overenskomstdække Social Craft og sendt fire konfliktvarslinger mod virksomheden.
Det er helt utroligt ulykkeligt, alle fortjener jo bare at være en del af arbejdsfællesskabet.
Karin Liltorp, Beskæftigelsesordfører, Moderaterne
Samtidig ønskede Social Craft én samlet overenskomst, da det ifølge virksomheden var umuligt at indgå op mod 14 forskellige overenskomster.
Udfordringen med at tegne overenskomster er, ifølge direktør og stifter af Social Craft, at medarbejderne varetager mange forskellige opgaver i virksomheden, og dermed skal arbejde under flere overenskomster i løbet af dagen, hvis de skal følge 3Fs krav.
- Hvis man nu den ene time står og pakker, så er det én overenskomst, hvis de derefter putter en label på pakken, er det en anden overenskomst. Hvis de derefter kører med varer, er det en helt tredje overenskomst. Vi har ikke ressourcerne til at administrere, at én medarbejder skal aflønnes efter tre forskellige overenskomster for tre timers arbejde, siger Stinne Simonsen.
3F har tidligere udtalt til TV SYD, at det for dem har handlet om at sikre, at medarbejderne ikke blev underbetalt.
- En 3F konflikt varsles ikke for at lukke virksomheder, men for at sikre lige vilkår for alle lønmodtagere på det danske arbejdsmarked, har Brian Tollak Nielsen, formand, 3F Horsens og Omegn, tidligere forklaret.
Medarbejderne og ledelsen valgte inden påske at demonstrere foran 3F i Horsens mod det, de kalder for 'urimelige krav', hvorefter virksomheden i udgangen af marts erklærede sig selv for konkurs.
Konflikten med 3F endte i arbejdsretten, som nu aldrig får mulighed for at tage stilling til sagen, da sagsomkostningerne var vokset så store, at Social Craft må begære sig konkurs.
- I første omgang løb de op i 250.000 kroner – og det har vi som socialøkonomisk virksomhed ikke ballast til at bruge på sagsomkostninger, siger Stinne Simonsen.
TV SYD har været i kontakt med formand for 3F Horsens & Omegn, Brian Tollak Nielsen, der finder det beklageligt, at virksomheden har set sig nødsaget til at begære konkurs.
- Vi har sympati med medarbejderne, men jeg er nødt til at fastholde, at det altså ikke – hverken direkte eller indirekte – er 3F, der har ansvaret for, at virksomheden har valgt at erklære sig konkurs, skriver han i en mail til TV SYD og fortsætter:
- Vi har arbejdet for, at virksomheden skulle leve op til lovgivningen, og at de ansatte fik en overenskomst. Det er helt almindelige og rimelige forventninger til en virksomhed.
En usikker fremtid
Henrik Oluf Boholdt Larsen tror ikke selv på, at der er mange muligheder for, at en som ham igen finder en arbejdsplads, der kan rumme ham. Derfor håber han også på, at der blive bedre muligheder for at drive virksomheder som Social Craft i fremtiden.
- Det er frygteligt, at noget godt skal ødelægges på den måde, siger Henrik Oluf Boholdt Larsen.
Og det er Karin Liltorp, der er beskæftigelsesordfører for Moderaterne, enig i.
- Det er helt utroligt ulykkeligt, alle fortjener jo bare at være en del af arbejdsfællesskabet, siger Karin Liltorp.
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi ikke er gode nok til at hjælpe dem, der står på kanten af arbejdsmarkedet. Der er en kæmpe gruppe, der står udenfor arbejdsmarkedet, fordi det ikke er fleksibelt nok.
Derfor ser Karin Liltorp også et behov for, at man går systemet i sømmene. Og så er der et behov for at finde ud af, om de udfordringer, som Social Craft har mødt, er generelle eller et enkeltstående tilfælde, fortæller hun.
- Det er op til arbejdsmarkedet parter at forhandle overenskomst, men som politikere synes jeg godt, at vi kan facilitere en samtale om netop de her udfordringer. Det kan være, at man skal tænke i nye former for overenskomster, der ikke kun handler om selve arbejdsopgaven, men mere om hvem det er, vi ansætter, siger Karin Liltorp.