Nedrykning koster AC Horsens 10 millioner kroner
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjAvMDkvMjEvODI5ODcuanBn/82987.jpg?fm=jpg&w=564&h=317&s=471852988291900ff04b8bd3973db7a9)
Fodboldklubben AC Horsens har som en direkte konsekvens af nedrykningen til 1. division nedjusteret de økonomiske forventningerne for 2013 med 10 millioner kroner.
AC Horsens oplyser torsdag i en fondsbørsmeddelelse, at man forventer et underskud før skat på mellem 13 til 15 millioner kroner.
AC Horsens tabte i sidste spillerunde på hjemmebane med 1-0 til de direkte bundkonkurrenter fra Brøndby.
Nederlaget betød, at træner Johnny Mølbys mandskab sluttede under nedrykningsstregen på Superligaens 11.-plads.
Bestyrelsesmedlem går efter konkurs
I fondsbørsmeddelelsen fremgår også, at bestyrelsesmedlem, advokat Jens Glavind har ønsket at udtræde af AC Horsens' bestyrelse, hvilket bestyrelsen har valgt at efterkomme.
Det sker efter, at Jens Glavind i forbindelse med nogle ejendoms-investeringer og finanskrisen blevet ramt økonomisk. Så meget, at han netop er gået personligt konkurs.