Oversigt

Firma beklager punkteringer på festival

Til årets Jelling Musikfestival er det muligt at leje genanvendelige luftmadrasser hos virksomheden ReUnite.

Flere hundreder havde, inden festivalen var gået i gang, skrevet sig op til en luftmadras, men efter første nat vågnede mange af gæsterne op til en flad fornemmelse.

Luftmadrasserne holdt ganske enkelt ikke luft, men nu har ReUnite fundet en løsning på problemet: De har fået transporteret en ny model fra deres producent i Holland til festivalen.

- Det er selvfølgelig beklageligt, at mange af gæsterne ikke havde en god oplevelse med vores første model. Siden, vi har fået vores nye og forstærket model, har vi kun fået positiv feedback, siger Christopher Nørgaard, der er stifter af ReUnite.

Modellen, som nu udbydes, er blevet forstærket i samlingerne mellem cylinderne og i selve cylinderne, der nu kan bære flere kilo end tidligere.

Liva Langhoff (tv.) og Isabella Jensen (th.) er blandt de festivalsgæster, der har lejet en luftmadras.
Liva Langhoff (tv.) og Isabella Jensen (th.) er blandt de festivalsgæster, der har lejet en luftmadras.
Foto: Ida Bæk, TV SYD

På campingpladsen er festivalgæsterne Isabella Jensen og Liva Langhoff godt tilfredse med den gratis udskiftning, som de har fået. De resterende dage har nemlig været smertefrie modsat de første, hvor de vågnede op med ondt i deres hofter, da madrasserne, de lå på, var i jordhøjde.

- Der er en kun en enkelt cylinder, der er sprunget på vores ene madras, men det gør ikke nogen forskel. Så vi kan mærke en forbedring, siger Liva Langhoff.