Lige inden Gudrun blev kørt ombord i ambulancen, kiggede overlægen indtrængende på Svend Erik Lindholm og sagde:

- Jeg synes, du skal give din kone et kys nu.

Svend Erik stod ved siden af hospitalssengen og holdt sin kone i hånden.

For blot et døgn siden havde hun været til en af sine ugentlige spinningtimer og vinterbadet med nogle veninder.

Aldrig havde Svend Erik forestillet sig, at han en dag skulle finde hende på stuegulvet og nu få timer senere stå på Kolding Sygehus og få beskeden om en bristet udposning på hendes hovedpulsåre. En livstruende tilstand som kræver akut behandling.

- Da var det, at mine kræfter svigtede mig. Jeg havde givet alt, hvad jeg havde i mig, og igen var det Gudrun, der viste sig at være den stærke, fortæller Svend Erik Lindholm.

Gudrun løftede sig op i sengen og kyssede Svend Erik på kinden, men med overlægens ord var han klar over, at det kys nok ville være det sidste.

Samme aften sov Gudrun ind på hospitalet i Odense.

En uvant følelse

Hjemme på gården ved Christiansfeld trådte Svend Erik Lindholm ind i en ny tilværelse som enkemand, og han stiftede bekendtskab med en uvant følelse. En følelse, som 100.000 danskere over 65 år lever med:

Ensomhed.

Ifølge Ældre Sagen har enker og enkemænd i alderen 65-79 år tre gange så stor risiko for at blive ramt af ensomhed end gifte personer.

Særligt enlige ældre mænd er mere ensomme end enlige ældre kvinder, og de deltager i ringere grad i sociale aktiviteter og har generelt en mere usund livsstil.

Enker og enkemænd har desuden et lavere psykisk velbefindende end gifte, viser en rapport fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Især for mændene er mistrivslen langvarig og tilstanden uændret op til fire år efter ægtefællens død.

Hørte hendes stemme

Efter at have fået den tragiske besked på hospitalet i Odense, besluttede Svend Erik Lindholm, at Gudrun skulle med hjem på gården en sidste gang.

I et døgn lå hun derfor i sin kiste hjemme i stuen, og selvom Svend Erik godt ved, det for nogle kan lyde usædvanligt, hjalp det ham til at tage afsked.

- Når jeg førhen så fjernsyn, sagde hun altid til mig: ‘Du sidder jo og zapper hele tiden’. Den aften kunne jeg i mine tanker høre hendes stemme gentage de ord, fortæller Svend Erik Lindholm.

Hendes stemme var en smertelig påmindelse om alt det, han nu skulle undvære, men den mindede ham også om Gudruns tilgang til livet.

En tilgang med optimisme, humor og energi, som fik børnebørnene til at kalde hende Flyvende Farmor, og som han i 54 år havde elsket hende for.

- Hun så altid lyst på tilværelsen, og det følte jeg, at jeg var nødt til at leve op til, fortæller Svend Erik Lindholm, som derfor besluttede sig for at få det bedste ud af sit nye liv som enkemand.

- At falde hen i selvmedlidenhed kan man ikke bruge til noget. I stedet kan jeg være noget for min familie, og det prøver jeg at leve op til hver dag.

Hvem skal jeg tale med?

Nu halvandet år efter at have mistet sin kone, føler Svend Erik Lindholm sig nogle gange ensom, når han ikke har Gudrun at tale med.

Gudrun var hans mest fortrolige, og ifølge Ældre Sagen har enkemænd som Svend Erik ofte ikke andre at tale med om personlige og svære ting, når de mister deres ægtefælle eller samlever.

Alle kommuner har fra januar 2016 været forpligtede til at tilbyde forebyggende hjemmebesøg til ældre over 65 år, der er i en særlig vanskelig livssituation. Det gælder for eksempel ældre, som har mistet en ægtefælle.

Svend Erik Lindholm blev rådet til at komme ud blandt andre mennesker og deltage i sociale aktiviteter, ligesom han plejede at gøre, inden han blev alene.

Til trods for en fyldt kalender oplevede han dog alligevel ensomheden, når det blev fredag aften.

- Gudruns plads kan ikke erstattes af alverdens planer og aktiviteter sammen med andre, for når jeg kommer hjem og sidder alene, så har jeg ingen at tale med, fortæller han.

Forskning viser, at ensomhed er lige så udbredt blandt ældre mennesker, der deltager i aktiviteter, som blandt dem, der ikke gør.

Det er med andre ord ikke aktiviteten i sig selv, der mindsker ensomheden, men følelsen af at blive set og hørt, at blive talt til og at have en betydning i andre menneskers liv.

Behovet for fællesskab og nærvær mærkede Svend Erik, når han sad alene hjemme fredag aften, og han opsøgte derfor selv en sorg- og livsmodsgruppe for mennesker, der har mistet.

- I begyndelsen var det meget svært at skulle fortælle om Gudrun, men efterhånden blev det nemmere, og jeg begyndte at se frem til at skulle mødes med dem, fortæller Svend Erik Lindholm, som efter forløbet stadig mødes med gruppen til både kaffesnak og julefrokost.

Kærlighedens pris

- Farfar, nu skal du huske at købe fødselsdagsgaverne, ligesom farmor plejede at gøre, lød det en dag fra et af Svend Erik Lindholms børnebørn.

Påmindelsen satte sig i ham, for under ordene lå en sandhed, der ikke kun handlede om gaver, men om alt det, som Gudrun havde sørget for gennem årenes løb.

- Jeg plejer at sige, at Gudrun har givet mig et fuldtidsjob efter sin død, men jeg er nødt til at prøve at udfylde hendes rolle og holde fast i alt det, der har været sammen med hende, siger Svend Erik Lindholm.

Det drejer sig både om børnebørnenes fødselsdagsgaver, juletraditioner og den årlige påskefrokost, men også om opgaver derhjemme såsom tøjvask og madlavning, som Gudrun stod for.

Det betyder, at Svend Erik har lært, hvad der sker, når man vasker et hvidt håndklæde sammen med røde strømper, men det betyder også, at han nu i endnu højere grad har fundet ud af, hvad resten af hans eget liv skal bruges på.

- Min familie er rykket endnu mere sammen efter at have mistet Gudrun. Mine sønner og jeg har aldrig givet hinanden kram, men det gør vi nu, og det er dejligt, fortæller Svend Erik Lindholm.

Følelserne af tab, savn og ensomhed trænger sig stadig på og kan være svære for ham at tale om, men han accepterer, at det er en del af livet uden Gudrun.

- Det er kærlighedens pris, at det er svært bagefter.