Strid om uregelmæssigheder får havnedirektør til at sige op

Tre medlemmer af den nyvalgte bestyrelse inklusiv næstformanden har forladt Kolding Erhvervshavn, og havnedirektøren har sagt op.

Artiklen er opdateret med interview med Kolding Havns bestyrelsesformand og Koldings viceborgmester, Birgitte Munk Grunnet (Soc.dem.). 

Kolding Erhvervshavn er havnet i en alvorlig krise og den nyvalgte bestyrelse er dybt splittet. Det skriver JydskeVestkysten.

Tre medlemmer af bestyrelsen, inklusiv næstformanden har forladt deres poster, samtidig med at havnedirektør Anders Vangsbjerg Sørensen har opsagt sin stilling. Det sker ifølge avisen efter beskyldninger mod direktøren om snyd med en regning på Ruths Hotel i Skagen.

Havnedirektør nægter ulovligheder

Efter anklagerne om snyd har Anders Vangsbjerg Sørensen ifølge avisen opsagt sin stilling som havedirektør.

Til Jydske Vestkysten udtaler Anders Vangsbjerg Sørensen, at han ikke har gjort noget ulovligt, samt at han glæder sig til at uddybe sagen.

Birgitte Munk Grunnet, (Soc.dem.) der er viceborgmester i Kolding Kommune og formand for havnens bestyrelse bekræfter overfor TV SYD, at Anders Vangsbjerg Sørensen har sagt op:

- Opsigelsen er kommet, efter vi og herunder jeg fik kendskab til nogle uregelmæssigheder i måden, hvorpå der er afregnet for et bestyrelsesseminar på Ruths Hotel i Skagen, og vi undersøgte sagen, siger Birgitte Munk Grunnet.

Formanden fortæller desuden, at der inden længe bliver konstitueret en direktør til havnen, til en ny er fundet, og at der skal findes tre nye bestyrelsesmedlemmer.

TV SYD har forsøgt en kommentar fra Anders Vangsbjerg Sørensen, men han er på ferie og ønsker ikke at svare.