Oversigt

Ny aftale reducerer i optaget på SDU

Syddansk Universitet får reduceret i optaget med 9,1 procent årligt fra 2025-2029.

Det sker med en ny aftale om udmøntning af den såkaldte sektordimensionering, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Det er forligspartierne bag universitetsreformen, der nu har lavet udmøntningen. Det er regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og De Konservative.

Syddansk Universitet mister 367 pladser. Det er ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet universiteterne selv, der skal prioritere, på hvilke specifikke uddannelser der skal være lavere optag.

Reduktionen i tilgangen til de akademiske bacheloruddannelser ærgrer rektor på Syddansk Universitet, Jens Ringsmose.

- I en tid, hvor der er brug for flere dygtige dimittender på stort set alle områder, bliver vi selvsagt ikke begejstrede, når vi bliver bedt om at reducere vores optag, siger rektor på Syddansk Universitet, Jens Ringsmose.

SDU beskæres mindre end Roskilde Universitet og Aalborg universitet, som står til at få reduceret i optaget henholdsvis 14,1 og 12,1 procent.

- Heldigvis har politikerne i et vist omfang taget hensyn til SDU’s store indsats med at uddanne kandidater uden for de fire største byer i Danmark, herunder SDU’s planer om at etablere IT-uddannelser i Vejle, fortæller rektor Jens Ringsmose.

Rektoren kan på nuværende tidspunkt ikke fortælle hvordan dimensioneringen kommer til at påvirke SDU's uddannelser i Kolding, Esbjerg og Sønderborg.