Oversigt

Region vil undersøge alle lægeklinikker for snyd

Region Syddanmark vil undersøge alle lægeklinikker i regionen for fusk med regninger.

Det skriver DR.

Det sker efter, at DR-programmet Kontant tidligere har afsløret, at lægekoncernen Alles Lægehus i flere tilfælde har sendt usædvanligt høje regninger for ydelser, som patienterne ikke har modtaget.

Nu vil Region Syddanmark sikre sig, at der ikke er nogen lægeklinikker, der snyder med regninger.

Den seneste uge har Region Syddanmark ifølge DR modtaget 26 henvendelser fra personer, der har mistanke om, at der er fejl eller snyd i regninger fra deres lægehus.

10 af henvendelserne drejer sig om Alles Lægehus.

Region Syddanmark er ikke den eneste region, der er i gang med at undersøge, om lægeklinikker fusker med regninger.

Onsdag meddelte Region Nordjylland, at regionen har politianmeldt flere lægeklinikker, der drives i samarbejde med Alles Lægehus.