Lidt kongelige vil de også have lov at være i Brørup

På mandag er der Royal Run i landets største byer i anledning af Kronprinsens 50 års fødselsdag. I Brørup har de taget forskud på glæderne.

Det var Aktivitetscenter Fredenshjem i Brørup, der stod bag arrangementet, der havde deltagelse af plejecentrets ældre, borgere og skolebørn fra byen.

- Det var en stor oplevelse at gå turen gennem byen. Lidt kongeligt følte jeg, det var, sagde en af deltagerne Alice Bitsch til TV SYD efter gåturen.

Op mod hundrede børn og ældre gik med på en 1,6 kilometer lang gåtur, hvor der var plads til alle. Også dem, der bruger rollator eller kørestol. Efter gåturen blev Kronprinsens snarlige runde dag fejret med kransekage og bobler. Vin til de voksne og sodavandsbrus til børnene.