Klokkefrøen er Danmarks mest truede frø. Den findes kun enkelte steder på Sjælland, og så er der en stabil bestand i det sydfynske. I den bestand har et firma med forstand på de dele høstet frø-æg og udklækket små frøer, 100 af hvilke i den forløbne uge er blevet sat ud i Kær Vestermark.
9. klasse fra Ulkebøl Skole var hands-on i udsætningen, og begejstringen var stor.
- Jeg har glædet mig til det her, siden jeg gik i 7. klasse, siger Yusif Al-shal fra Ulkebøl Skole.
Der er tidligere blevet sat 800 frøer ud i Kær Vestermark, og flere følger de kommende år.
- Når frøerne er kønsmodne om to - tre år, så kan man høre en lyd her, der lyder lidt, som når man puster henover en flaske. Vi er jo vant til at høre fuglene, men vi hører ikke nogen frøer, siger Bent Albæk, projektleder, Center for Verdensmål.
Ikke endnu i hvert fald. Og efter endt dagsværk lyder det:
- Nu er biodiversiteten på Als steget med én art, konstaterer projektleder Albæk.
Lid om klokkefrøen
Klokkefrøen er en lille, varmekrævende frø, der ikke bliver længere end 5,5 cm. Den har en vortet, tudseagtig hud med øjne, der sidder højt oppe på hovedet. Oversiden er brun med sorte pletter. Det bedste kendetegn er den blåsorte underside med orange, røde eller gule pletter. Mønsteret er unik fra frø til frø ligesom fingeraftrykket på et menneske.
Kilde: Sønderborg Kommune.