Lige over anklen på sit højre ben har Dan Schmatz tre små skikkelser tatoveret.
De smiler stort og har strikhår.
Mathias tegnede dem med blyant, da han var tre år gammel. Dengang havde Dan akkurat en smule bar hud ledig netop der over anklen, og han tænkte, at de tre skikkelser ville være en sjov tilføjelse.
I dag er tegningerne et minde. Ligesom hjertet med bogstaverne F + M, som er tatoveret på hans modsatte ankel.
- De har fået en helt anden betydning. Dengang var det sjov og ballade, men i dag minder de mig om, at Mathias altid vil være en del af mig og mit liv, fortæller Dan Schmatz.
Med tatoveringerne fortæller hans krop historien om Mathias. Fra fødselsdatoen 28.3.2012 på overarmen. Til ordene om højre håndled: Fuck Cancer - Min lille fighter.
Et af medlemmerne er Dan Schmatz, og i serien deler han historien om sin søns sygdomsforløb og fortæller om den opbakning og støtte, som han har fået fra klubbens øvrige medlemmer.
To pletter i hovedet
Mathias var ni år gammel i 2020, da han begyndte at blive meget træt. Han sov til langt op ad formiddagen og vågnede med kvalme.
I dag er jeg lykkelig for, at vi ikke vidste, at han faktisk var uhelbredeligt syg
På sygehuset i Aabenraa troede lægerne, at han var dehydreret, men en scanning viste noget andet. Det sort-hvide røntgenbillede afslørede to pletter i hans hoved.
Den ene sad ved hjernestammen og den anden bag hans ene øje.
På Rigshospitalet lykkedes det kirurgen at fjerne tumoren bag øjet, og efter at have undersøgt den konstaterede lægerne, at det var kræft. En sjælden type, som årligt kun rammer tre-fire danskere.
- På det tidspunkt kendte vi ikke prognoserne, så vi havde stadig håbet, fortæller Dan Schmatz.
Hver dag i tre måneder efter operationen fik Mathias strålebehandling.
Det fik tumoren ved hjernestammen til at skrumpe, og Dan Schmatz oplevede langsomt, hvordan hans glade og friske søn vendte tilbage.
- Det var som at få min gamle dreng igen, og i dag er jeg lykkelig for, at vi ikke vidste, at han faktisk var uhelbredeligt syg.
Levede i håbet
Hverken lægerne eller Dan Schmatz vidste, hvor dystre fremtiden så ud for Mathias. Det gik først op for dem, da Mathias nogle måneder efter sin strålebehandling begyndte at få ondt i ryggen.
På Odense Universitetshospital opdagede lægerne, at kræften alligevel havde spredt sig.
De forsøgte at operere ham igen, men uden held. Der er ikke mere, de kan gøre for Mathias, og han bliver sendt hjem med smertestillende medicin.
- Han var egentlig frisk i tiden efter, så vi blev ved med at håbe på det umulige, fortæller Dan Schmatz.
Håbet holdt han i live indtil den 11. juli 2021. Mathias var nu så afkræftet, at han måtte indlægges på sygehuset i Aabenraa.
I to døgn sov han uafbrudt indtil tidligt om morgenen den 13. juli. Dan Schmatz vågnede med et sæt, for i hospitalssengen ved siden af ham gispede Mathias efter vejret.
- Jeg greb ud efter ham, og øjeblikket efter sov han ind.
To nye navne
I nakken har Dan Schmatz en tatovering af to vinger. På den ene vinge står Mathias’ fødselsdato. På den anden står tallene 13.07.21.
- Folk siger, at livet skal gå videre, men det er fandengalme svært, siger Dan Schmatz og indrømmer, at den sorte blæk på hans krop nogle dage mere er en smertelig påmindelse end et kærligt minde.
- Det er en balance, for jeg vil gerne mindes ham, men jeg bliver også nødt til at se fremad.
Egentlig var det altid tanken, at Mathias skulle være enebarn. Han var alt det, som Dan og hans kone drømte om, men siden juli 2021 har en ny erkendelse taget plads hos dem.
- Det ville blive et langt liv uden børn, så selvom ingen nogensinde kan erstatte ham, blev vi sidste år i februar forældre til tvillingepiger.
De hedder Mille og Merle, for det skulle passe til Mathias. Og pigenavnene er allerede foreviget med blæk på Dans kraveben.
- Men der er ikke meget hud tilbage, så jeg håber ikke, at de tegner alt for meget, siger han.
