49-årig mand var i livsfare efter brand

En mand med svære forbrændinger blev lørdag aften bragt på sygehuset efter brand i etageejendom i Sønderborg

Opdateret: En 49-årig mand var lørdag aften i livsfare efter en brand i en etageejendom i Sønderborg.

Manden var sort i hele hovedet og havde sort væske løbende ud af munden, da brandmændene fandt ham. Han blev kørt til sygehuset i Sønderborg, hvor han blev stabiliseret. Efterfølgende blev han fløjet til Odense Universitetshospitals Traumecenter og lagt i respirator. 

Manden har fået tredjegradsforbrændinger på ryggen. Det oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen om branden kort efter klokken 19.30. Omkring en time senere meddelte politiet på Twitter, at alle personer var ude af opgangen, og kort derefter kunne vagtchefen fortælle, at branden var slukket.

Vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at branden formentlig er startet ved mandens seng, men det vil formentlig blive slået endeligt fast, når brandteknikerne har undersøgt stedet, hvilket ikke er sket endnu.