Se video: Sådan kom det første storkeæg til verden

Første storkeæg er lagt - det næste er sandsynligvis allerede på vej om få døgn.

Opdatering: Det fremgik tidligere af artiklen, at Clydes mage er en hanstork. Dette er ikke korrekt. Der er tale om en hunstork.

I storkereden i Smedager er sæsonen for alvor i gang.

Mandag aften kom det første storkeæg i tv-reden i Smedager. Connie og den unge tyske han kunne beundre resultatet af flere dages parring. Det store hvide æg midt i reden.

Når æglægningen først er begyndt, plejer det at gå slag i slag i en storkerede. Tommelfingerreglen er, at æg nummer to forventes at komme cirka to til tre døgn efter det første - nogle gange endda hurtigere.

Sidste år kom det første æg en dag tidligere, nemlig den 2. april, og næste æg var en realitet tre døgn senere. Året før i 2021 gik der to døgn mellem første og andet æg.

Desuden går der som regel cirka 32 dage fra ægget lægges til, at det udklækkes. I dette tilfælde vil det være omkring 5. maj.

Ikke de første i tv-reden

Hunstorken Connie ankom til reden for 12 dage siden den 23. marts. Dagen efter arriverede den unge tyske han, hvis ringmærke afslører, at den stammer fra byen Berne Glüsing.

De var dog ikke de første storke i tv-reden i år. Sidste års hanstork Clyde ankom allerede 5. marts, men forsvandt igen og huserer nu i reden i Jejsing, der ligger omkring 20 kilometer væk.

Clydes nye mage er i øvrigt søster til hanstorken i Smedager.

De seneste to år har storkene ruget på fem æg og i sidste ende opfostret to unger.

I 2022 blev det til ungerne Cort og Vingegaard, mens de i 2021 hed Astra og Zeneca.