Oversigt

Alle danskere kan bestemme motiv på pengesedler

Fra i dag mandag og tre uger frem kan alle borgere være med til at beslutte, om det er blomster, havet eller hverdagsliv, der skal være det gennemgående tema på de nye pengesedler.

Det skriver Danmarks Nationalbank i en pressemeddelelse.

Nationalbanken udvikler den nye seddelserie for at sikre, at kontanter også fremover forbliver et sikkert betalingsmiddel. 

Temaerne har Nationalbanken foreslået på baggrund af input fra kulturinstitutioner og et panel af eksterne eksperter. 

Selvom pengesedlerne først skal på gaden i 2028 og 2029, kan alle borgere nu klikke sig ind for at vurdere hvilke temaer, personer og bedrifter, der skal præge de fremtidige sedler. 

Det kan man gøre her: nationalbanken.dk/nyesedler

Havet er et af de temaer, man kan vælge, hvor motiverne omfatter livet på og ved havet såvel som havets dyr og planter.