Flere fængselsbetjente for første gang i 13 år
I 2025 blev der ansat flere fængselsbetjente, end der stoppede, og det er første gang i 13 år, at der er fremgang.
Efter 13 år i træk med personalenedgang i fængslerne sker der nu endelig noget nyt: Der blev i 2025 ansat flere fængselsbetjente, end der stoppede.
I alt 10 betjente.
Hvor der i 2024 i gennemsnit var 1.859 betjente, var tallet i 2025 1.869.
Det skriver Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.
13 fængsler i Danmark
Ifølge Danmarks Fængsler, der er en styrelse under Justitsministeriet, er der 13 fængsler i Danmark.
Fem af dem ligger i tvSyds sendeområde:
Enner Mark fængsel ved Horsens
Møgelkær fængsel ved Juelsminde
Sdr. Omme fængsel
Renbæk fængsel ved Skærbæk i Tønder Kommune
Nr. Snede fængsel
På samme måde er der sorte tal i statistikken, når man kigger på værkmestre og transportbetjente.
Der er ni flere værkmestre og 25 flere transportbetjente i forhold til sidste år.
Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen hilser udviklingen velkommen:
- Selvom det er en lille stigning, er det godt at se, at vi faktisk har modtaget flere kollegaer, end dem vi sagde farvel til. Det har været et langt sejt træk med pres på det politiske system for at komme hertil. Nu er det endelig lykkedes at vende udviklingen, siger han.
Han understreger dog, at der skal meget mere til, før personalekrisen er løst.
- Personalesituationen har stabiliseret sig med knap 1.900 betjente. Sådan har det været i fire år i træk. Det er langt under det tal, som det burde være. Det er også langt under det tal, som man ønsker fra politisk side, siger Bo Yde Sørensen.
Politikerne har ifølge Fængselsforbundet stillet i udsigt i flerårsaftalen, at der nu skulle være 2.300 fængselsbetjente.
Fængslerne ligger 400 under det tal.
God start på året
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er også glad for nyheden om fyldte skoler.
- Det ser ud til, at de mange tiltag vi har iværksat for at tiltrække flere uniformerede medarbejdere til Danmarks Fængsler, bærer frugt. I de seneste år har vi investeret massivt i vores fængsler og arresthuse, blandt andet ved at gennemføre et historisk lønløft og indføre fuld løn under uddannelsen, siger Peter Hummelgaard.
Ministeren peger også på, at der med strafreformen er afsat over en milliard kroner de næste fem år til at sikre mere uniformeret personale og bedre arbejdsvilkår.
Strafreformen indeholder planer om 2.000 ekstra pladser.
Det er 50 procent flere end i dag.
Kapaciteten i fængsler og arresthuse skal øges fra 4.000 til over 6.000 pladser.
I 2022 fulgte vi her på tvSyd tre studerende gennem deres uddannelse til fængselsbetjent. Du kan se serien her.