Her er de Syd- og Sønderjyske vindere af DM i Skills

Danmarksmesterskaberne for erhvervsuddannelser løb i år af stablen på Dyreskuepladsen i Roskilde.

I tre dage har 279 studerende på landets erhvervsuddannelser kæmpet om guldmedaljer i 47 forskellige kategorier. Lørdag blev Danmarks bedste automatiktekniker, blomsterdekoratør, gulvlægger og anlægsstruktør blandt andet fundet.

Et danmarksmesterskab, der trak op mod 70.000 interesserede forbi over de tre dage.

I netop sidstnævnte disciplin - anlægsstruktør - landede ikke bare én, men to guldmedaljer i det sydjyske. Her sejrede makkerparret Alexander Suhr fra Fredericia og Tobias Bach Rasmussen fra Århus, der til daglig går på Learnmark Tech i Horsens.

- Det har været fedt at være med til DM i Skills, men vi har også været lidt pressede indimellem. Vores opgave spillede ikke 100, men den er åbenbart bedre end de andres, fortalte Alexander Suhr umiddelbart efter sejren.

Her er alle de Syd- og Sønderjyske vindere:

Alubygger        
Daniel Høj Rasmussen   
Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser     
Tarpgaard A/S, Fredericia

Anlægsgartner 
Magnus Franch Hald      
Jordbrugets UddannelsesCenter
Vejle Anlægsteknik
og
Nikolaj Bohnfeldt            
Jordbrugets UddannelsesCenter
Anlægskompagniet v/Mathias Tolbøll

Anlægsstruktør
Alexander Koudal Suhr  
Learnmark Horsens        
Entreprenør Jørgen Suhr ApS
og
Tobias Bach Rasmussen 
Learnmark Horsens        
Entreprenørfirma Steen Hansen ApS

Bygningsmaler 
Camilla Lindholm Gelmer            
Rybners
Marlenes malerfirma, Varde

Frisør  
Julie Suárez Jørgensen   
Syddansk Erhvervsskole Odense-Vejle     
Salon Helle

Karrosseritekniker         
Mads Kryger      
College360        
BIL & CO. A/S, Haderslev

Klejnsmed       
Jakob Østergaard Nielsen            
HANSENBERG, Kolding   
Damgaard Metal A/S

Konditor            
Emilie Striboll    
ZBC       
Vanilla Chocolatier og Konditori, Vejle

Maskinsnedker
Christian Malling Hemmsen        
Syddansk Erhvervsskole Odense-Vejle     
Fredericia Maskinsnedkeri

Procesoperatør
Asbjørn Overgaard          
EUC Lillebælt, Fredericia    
Triple A A/S
og
Dana Alberte Majgaard  
EUC Lillebælt, Fredericia    
FMC A/S

Receptionist    
Sofie Karoline Tams        
TECHCOLLEGE  
Munkebjerg Hotel, Vejle

Slagter 
Kanpithak Pimkoksung   
ZBC       
Danish Crown, Horsens

Social- og sundhedsassistent    
Kaja Lorenzen    
Social- og Sundhedsskolen Syd   
Aabenraa Kommune

Teknisk isolatør
Niklas Schumacher         
AMU SYD, Kolding           
Haunstrup Teknisk Isolering

Vejgodstransport           
Shane George Bagge Johnstone  
EUC Lillebælt, Fredericia    
Auto Logik

Opgaven for de to anlægsstruktører lød på, at de fik 21 timer til at udføre en spildevands- og regnvandsledning samt et fortov og 10m2 modulsten af betonklinker og -fliser, der skulle markere en sti og terrasse. Derudover fik de, dagen før konkurrencen sluttede, en ekstraopgave, hvor de skulle tilslutte et ekstra afløb til spildevandsledningen.

Men hvad kræver det at hive en førsteplads i hus i en af de 47 discipliner? 

- Forbered jer og slå koldt vand i blodet. Der er meget larm, det er stressende, og det er svært at koncentrere sig, hvis man ikke kan gå ind i sig selv, fortæller Tobias Bach Rasmussen, der nu, udover at vinde DM i anlægstruktør, også er Danmarksmester i kloak for struktørlærlinge.

En titel han vandt i januar 2024. 

Alexander Suhr (tv) og Tobias Bach Rasmussen (th) tager en guldmedalje med hjem til det jyske.
Alexander Suhr (tv) og Tobias Bach Rasmussen (th) tager en guldmedalje med hjem til det jyske.
Foto: DM i Skills

Fint besøg

Også Jakob Østergaard Nielsen fra Sjølund tog en guldmedalje i Roskilde. Han vandt i kategorien klejnsmede.

- Det var en superfed følelse at få nævnt sit navn på scenen og få en medalje. Vi har ligget meget tæt, så det kom lidt bag på mig, at det var mig der vandt, fortæller den nykårede vinder.

Efter tre intense dage på Dyreskuepladsen i Roskilde, hvor der blev knoklet fra morgen til aften, var der lørdag aften fint besøg kort inden medaljeoverrækkelsen.

Statsminister Mette Frederiksen havde lagt vejen forbi for at hylde og anerkende de 279 deltagere fra landets erhvervsskoler.

Statsminister Mette Frederiksen holdte en afsluttende tale for de 279 deltagende og det fremmødte publikum.
Statsminister Mette Frederiksen holdte en afsluttende tale for de 279 deltagende og det fremmødte publikum.
Foto: Lasse Skov

At netop DM i Skills kan tiltrække flere politikere, herunder Mette Frederiksen, er i særdeleshed noget, der varmer hos formand i SkillsDenmark, Søren Heisel:

- DM i Skills er for alvor blevet en festival. En fagfestival. Hvor erhvervsuddannelserne og de dygtige og ambitiøse faglærte, vi er heldige at have, bliver vist frem på alle mulige måder og for mange forskellige målgrupper, så vi kan motivere mange flere til at gå erhvervsuddannelsesvejen.

Næste DM i Skills bliver afholdt i 2026 i Hjørring, men allerede i 2025 skal Danmark være vært for EuroSkills, som foregår i Herning.