Oversigt

Sønderjysk milliardvirksomhed har planer klar for Kina-exit

Den tilspidsede situation mellem Taiwan, USA og Kina har også fået sit indtog i Syd- og Sønderjylland. Således har Bent Jensen, der er administrerende direktør i Linak, allerede en beredskabsplan klar, hvis det bliver nødvendigt at trække sig helt ud af Kina.

Det skriver Børsen.

Spændingerne mellem Taiwan og Kina går helt kort ud på, at den kommunistiske regering i Kina mener, at Taiwan er en udbryderprovins, som retmæssigt er en del af Kina.

Kina har de seneste måneder gennemført en række militærøvelser ud for øen, der ligger 160 kilometer fra den kinesiske kyst, hvilket har affødt skarpe reaktioner fra USA og vesten, hvor flere har sammenlignet det med situationen, inden Rusland invaderede Ukraine sidste år.

Og det er netop dén detalje, der også gør, at Linak reagerer.

- Vi er ikke trygge ved situationen i landet på sigt, og jeg synes, det er svært at gennemskue, hvor det ender henne. For i det øjeblik at Kina går ind i Taiwan, kan vi stå med en kæmpe afhængighed af Kina, og det dur jo ikke, siger Bent Jensen til Børsen.

Han uddyber, at Linak allerede er begyndt at finde leverandører andre steder i Asien end Kina.