Veteraner træner med Kronprinsen

Krigsveteraner brugte torsdagen sammen med Kronprins Frederik for at blive klar til Royal Run.

Der blev kastet med træstubbe, balanceret over stammer og løbet, da 20 veteraner trænede sammen i Dyrehaven ved Klampenborg nord for København.

Fælles for dem alle er, at de igennem deres udsendelser er blevet skadet, og at de skal løbe sammen med Kronprinsen, når han den 21. maj løber gennem landets fem største byer for at fejre sin 50-års fødselsdag.

Kronprinsen selv var også dukket op til dagens træning. 

- Ja, vi fik en gæst. Kronprinsen kom. Det var dejligt, han er en dejlig mand. Det betyder meget, at han bruger sin position til at hjælpe os videre, og hele Danmark kan være med. Det er genialt, siger Allan Lohals, der er kommet fra Esbjerg for at være med.

Allan Lohals fra Esbjerg var med til træningen sammen med Kronprinsen.
Allan Lohals fra Esbjerg var med til træningen sammen med Kronprinsen.
Foto: TV 2

Træningsdagen er en del af Dansk Idræts Forbunds Soldaterprojekt, der tilbyder idrætsaktiviteter til fysisk og psykisk skadede veteraner. Når Kronprinsen løber sin fødselsdag ind, deltager over 300 veteraner og flere end 50.000 andre deltagere.

For mange af veteranerne gør motion og løb en stor forskel, både for dem med fysiske eller psykiske mén.

- Jeg var på medicin, antidepressiver. Det er jeg kommet af med. Jeg har fået en hverdag, jeg kan holde ud at være i. Jeg bilder også mig selv ind, at folk kan holde ud at være sammen med mig, siger Allan Lohals.