Oversigt

Fond donerer 200 millioner til nyt dansk mindretalscenter

Et kommende mindretalscenter med beliggenhed i Tarp får doneret 200 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Det skriver Flensborg Avis.

Det er Sydslesvigsk Skoleforening, der har modtaget donationen, og den modtages med stor taknemmelighed.

- En lille dansk mindretalsby kan blive rammen om mindretalslivet i Tarp og opland, siger Skoleforeningens formand, Paul Salvik.

I mindretalscenteret vil man finde dagtilbud, en grundskole med 150-180 elever, foreningsliv, idrætsaktiviteter, kulturelle begivenheder og Sundhedstjenesten.

Centeret skal være for alle generationer og et samlingspunkt for hele familien.

Indtil videre regner man med at slå dørene op for første del af projektet i midten af 2026. De resterende etaper vil åbne få år efter.