16-årig reagerede på et opslag på Instagram - nu debuterer hun i stor turnering

Stina Sørensen(th.) skal spille sin første kamp i dag. Her står hun med holdkammeraten Elena Deiss og Stephan Gottschalk, der spiller på herreholdet. Foto: Karin Rigelsen
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det europæiske fodboldmesterskab for de nationale mindretal i Europa bliver fløjtet i gang søndag. Turneringen er en stor sportsbegivenhed med over 1000 deltagere, men den handler om meget mere end fodbold.

-Jeg glæder mig helt vildt. Jeg har ventet i halvandet år på det her.

Sådan siger 16-årige Stina Sørensen, der spiller med i turneringen Europeada for første gang for Team Nordschleswig. Europeada er et slags EM for mindretalshold.

Faktisk var det et opslag på det sociale medie Instagram, der fik hende til at melde sig til holdet, hvor hun nu er midtbanespiller.

- Interessen for fodbold har altid været der, men jeg har aldrig gået til det før, siger hun.

Alle de spillere, der løber på banen til Europeada, er ikke-professionelle fodboldspillere som Stina Sørensen. Derudover har de alle det tilfælles, at de kommer fra et europæisk mindretal.

Stina Sørensen er fra Padborg og er vokset op i det tyske mindretal i Danmark.

-Jeg er stolt af at være en del af et mindretal, og det er også derfor, at jeg har meldt mig til turneringen. Det betyder meget at være en del af det fællesskab. Når du har to nationaliteter, kan du godt føle dig lidt udenfor. Når der som her er mange andre med samme baggrund som dig, så giver det en tryghed, hvor jeg føler mig hjemme, siger hun.

Fælles forståelse og respekt for hinanden

Europeada afholdes hvert fjerde år og blev holdt første gang i 2008. I år er det danske mindretal værter, og der spilles 14 forskellige steder nord og syd for den dansk-tyske grænse.

26 herrehold og ni kvindehold fra store dele af Europa deltager, og i løbet af turneringen er der forskellige arrangementer, hvor fokus flyttes fra fodbold til kulturel udveksling mellem mindretallene.

- Det handler om langt mere end fodbold. Onsdag stopper vi turneringen og afholder en kulturdag, siger Thore Naujack, der er med til at arrangere turneringen og afdelingsleder i Deutscher Jugendverband für Nordschleswig.

Han slår fast, at mindretallene i Danmark har det godt, men sådan er det langt fra for alle.

- Vi skal have fokus på rettigheder og kulturel uafhængighed for mindretallene på begge sider af grænsen. Der er mindretal, der har et sprog og en kultur, der er ved at dø ud, og der er mindretal, der føler sig truet. Her kan vi være med til at inspirere og hjælpe hinanden, siger han.

Øget opmærksomhed

Da fodbold er noget, langt de fleste kender, håber Stina Sørensen, at turneringen kan være med til at sætte fokus på den historie og det fællesskab, spillerne på banen er en del af.

-Fodbold er en gammel sport med traditioner, og det er en holdsport, hvor flere mennesker er sammen. Ligesom med mindretallene. Jeg håber, turneringen åbner folks øjne for de europæiske mindretal og ser vigtigheden af at bevare og støtte dem, siger hun.

I Danmark spilles flere af kampene i Tønder, Sønderborg, Haderslev og Aabenraa. Finalen spilles den 6.juli.

Efter åbent brev fra medarbejdere - nu er det besluttet, hvad der skal ske i sag om dårlig arbejdsmiljø

Foto: Anders Kaas Larsen, TV SYD
Udgivet

Medlemmerne af Fanø Kommunes økonomi- og planudvalg mødtes onsdag for at drøfte et åbent brev fra medarbejderne på rådhuset.

Medlemmerne af økonomi- og planudvalget på Fanø Kommune var onsdag aften samlet ekstraordinært.

Det sker efter, at flere medarbejdere på rådhuset på Fanø i begyndelsen af måneden sendte et åbent brev stilet byrådet, hvor man udtrykte utilfredshed over arbejdsmiljøet på rådhuset, som man følte blev negativt påvirket på grund

- Vi har desværre, senest i forbindelse med budgetforliget 2025, oplevet, hvad det vil sige at være ansatte i en organisation med en politisk ledelse, som ikke respekterer, hvordan rollefordelingen i en kommune bør være, lød det i det åbne brev.

På dagens møde blev medlemmerne af økonomi- og planudvalget enige om at gå i dialog med medarbejdernes repræsentanter. Det fortæller borgmester Frank Jensen (RV) efter mødet.

- Vi er enige om at følge op på deres henvendelse, og der tages dialog med hovedmed (kommunens hovedmedarbejderudvalg red.) om nødvendige præciseringer i personalepolitikken, fortæller han og understreger, at man tager henvendelsen fra medarbejderne meget alvorligt.

Hurtigst muligt

Sagen kom for alvor frem i lyset 1. oktober, da en medarbejder kunne læse i medierne, at hans stilling blev nedlagt. Det skete i forbindelse med, at et flertal i byrådet var blevet enige om budgettet for 2025-2028.

Han fortalte efterfølgende, hvordan han de følgende dage følte ubehag over, hvordan forligspartierne forklarede nedlæggelsen.

- Jeg finder det urimeligt og problematisk, at jeg flere dage i træk kan læse evalueringer af mit arbejde i al offentlighed, sagde han dengang.

Det vides endnu ikke, hvornår man skal mødes med hovedmedarbejderudvalget, men ifølge borgmester Frank Jensen bliver det "hurtigst muligt".

Kommer Royal Run forbi det danske mindretal? Her er kongens svar

Foto: Frank Blauenfeldt, TV SYD
Udgivet

TV SYDs journalist Mark Bundgaard spurgte under kongeparrets besøg syd for grænsen tirsdag ind til eventuelle Royal Run-planer i Sydslesvig.

Det har været holdt på både Færøerne og på Grønland, så hvorfor ikke også i Tyskland?

Da kong Frederik og dronning Margrethe tirsdag var på besøg hos det tyske mindretal i Sydslesvig, brugte TV SYD-journalist Mark Bundgaard anledning til at spørge kongen, om han havde planer om, at holde Royal Run syd for grænsen.

- Deres Majestæt, får vi et Royal Run til det danske mindretal?, lød spørgsmålet.

Det fik kongeparret til at bryde ud i latter, inden kong Frederik svarede på spørgsmålet.

- Du er ikke den første, der spørger om det. Der blev også snakket om det deroppe, men næste år må man så køre til Ribe, lød svaret.

Se det sjove øjeblik i videoen herunder.

Royal Run har aldrig været afholdt syd for den dansk-tyske grænse. Det tætteste, den har været på grænsen, var i 2023, da løbet blandt andet blev holdt i Aabenraa cirka 25 kilometer fra grænsen.

Royal Run-værtsbyer i Syd- og Sønderjylland gennem årene

2018: Esbjerg

2021: Sønderborg

2022: Kolding

2023: Aabenraa

2024: Fredericia

2025: Ribe og Horsens

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.