Oversigt

Tyskland skærper grænsekontrollen til EM i fodbold

Man vil tage en lang række sikkerhedsforanstaltninger i Tyskland, når sommerens EM i fodbold afvikles i landet. Der vil blandt andet blive indført midlertidig grænsekontrol.

Det siger landets indenrigsminister, Nancy Faeser, til det tyske medie Rheinische Post.

- Under slutrunden vil vi indføre midlertidig grænsekontrol ved alle tyske grænser for at forhindre mulige voldelige kriminelle i at komme ind i landet, siger ministeren.

Sikkerheden har høj prioritet under slutrunden, understreger Nancy Faeser, der fortæller at hovedfokus vil være på islamister, ekstremister, hooligans, andre voldelige kriminelle og cyberangreb.

- Dette er nødvendigt for at beskytte denne store, internationale begivenhed på bedst mulig vis, siger Nancy Faeser.

Derfor vil man fra regeringshold også besøge alle stadioner i landet forud for slutrunden for at diskutere sikkerheden de enkelte steder.