En motorcykelbetjent fra Syd- og Sønderjyllands Politi standsede i går en ung mand, som trådte alt for hårdt på speederen på strækningen mellem Løgumkloster og Agerskov.
Politiet målte mandens minimumshastighed til 134 km/t i en zone, hvor han måtte køre 80 km/t. Det svarer til en hastighedsoverskridelse på 67 procent. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den unge mand, som havde haft sit kørekort i to et halvt år, skal nu op til en kontrollerende køreprøve, før han kan få lov til at køre bil igen.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i denne uge sammen med kommuner og Rådet for Sikker Trafik fokus på høj hastighed.