Miljøminister tester havskum og soppesøer for PFAS

Nu skal havskum og soppesøer på blandt andet Rømø og ved Henne Strand sammen med 18 andre steder langs kysterne testes for PFAS.

Havskum og soppevand skal 20 steder langs de danske strande testes af tre omgange for PFAS i løbet af badesæsonen 2023. Miljøstyrelsen udfører testene, som skal give myndighederne mere viden til at rådgive og vejlede danskerne, der bader ved strandene, skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

I Syd- og Sønderjylland bliver der taget prøver på stranden på Rømø og omkring Henne Strand.

Fakta om undersøgelsen

  • Havskum og små indsøer på stranden i 20 områder langs kysten i Jylland, på Fyn og Sjælland skal undersøges for PFAS i løbet af badesæsonen 2023.

  • Områderne er udvalgt blandt de 50 områder, hvor Miljøstyrelsen i 2022 undersøgte badevand for PFAS.

  • Prøvetagningen gentages tre gange i løbet af badesæsonen – fra maj til og med oktober.

  • Testresultaterne videregives til Styrelsen for Patientsikkerhed, som grundlag for rådgivning om sundhedsrisikoen ved eksponering for PFAS, når man bader.

Ingen risiko ved at bade i havet

Det sker, efter at Miljøstyrelsen og kommunerne i sommeren 2022 undersøgte for PFAS i badevand, soppesøer og havskum ved en række danske kyster fordelt i hele landet. 

- Badesæsonen står for døren, og danskerne skal være trygge ved at gå på stranden. De tests, vi nu har sat i gang langs kysterne i Danmark, skal give os viden, så myndighederne kan vejlede badegæsterne, hvis der er PFAS over grænseværdierne, siger miljøminister Magnus Heunicke i pressemeddelelse. Han understreger også, at der lige nu ikke er en risiko ved at bade i havet.

Ved Henne Strand blev der efter prøvetagning i sommeren 2022 fundet PFAS over grænseværdien i to skimmeprøver – det øverste lag af vandet. Den gang frarådede Styrelsen for Patientsikkerhed af forsigtighedshensyn at bade i soppesøerne i området.