Gerningsmand stukket af efter knivstikkeri i Tønder
Gerningsmanden er stukket af efter flere politibiler samt ambulance er rykket ud til et knivstikkeri på Kongevej i Tønder.
Opdateret klokken 15:13 med X opslag fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
En anmeldelse om slagsmål indgik til Syd- og Sønderjyllands Politi klokken 12.21, hvorefter flere patruljebiler fandt vej til adressen på Kongevej.
Tønder: Kl. 1221 anmeldelse om knivstikkeri på Kongevej. 1 person stukket i den ene arm behandingskrævende men ikke alvorligt. Anden person udsat for vold. Gerningsmand undløbet fra stedet. Gerningsmanden beskrives som mand, sydamerikansk af udseende, iført sort tøj.
— Syd- & Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) March 22, 2025
- Én person er lettere tilskadekommen og vedkommende er kørt på skadestuen. Vi er stadig til stede på adressen, hvor efterforskning og sikring af spor foregår, fortæller vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Eli Gejsing, klokken 14:25.
Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter i et opslag på X, at der er tale om et knivstikkeri, hvor den ene person er stukket i armen. Personens skader fra episoden kræver behandling, men er ikke alvorlige.
- Umiddelbart er der to implicerede, men der kan være flere, lyder det fra Eli Gejsing.
En anden person er blevet udsat for vold og gerningsmanden er løbet fra stedet. Der er tale om en mand med sydamerikansk udseende og iført sort tøj, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på X.
Politiet opfordrer personer med oplysninger om sagen til at ringe 114.