'Himlen over Vesterhavet' - nu som Danmarks største glaskunstværk

Varde fik i dag Danmarks største udendørs glaskunstværk. Det monumentale værk måler næsten 90 kvadratmeter og hænger i Varde midtby.

Varde har fået Danmarks største glaskunstvæk. Det kæmpestore kunstværk måler helt nøjagtigt 88,9 kvadratmeter og hænger på gavlen på Kræmmerpassagen i midtbyen.

Værket er udført af kunstner Peter Stuhr og glasmester Per Steen Hebsgaard på Hebsgaards værksted i Præstø.

Se det flotte farveskift i den kæmpestore glasvæg

Om dagen reflekterer glasset dagslyset, og om aftenen bliver værket oplyst bagfra af computerstyret lys, der langsomt skifter farve, hvilket skal illustrere 'Himlen over Vesterhavet', som værket hedder.

Peter Stuhr sammenligner kunstværket med oplevelsen af af se syv horisonter, der skifter ude over Vesterhavet.
Det nye glaskunstværk bliver en del af det udendørs kunstmuseum i Varde midtby.

Bysbarn vil forskønne Varde

Vardedrengen Poul Erik Bech er blevet velhavende ejendomsmægler i København. Han har betalt kunstværket via sin egen fond, for han synes, kunst er vigtigt. 
- Der skal være noget at opleve i Varde, også når butikkerne har lukket. Jeg tror, alle gerne vil give noget som fx som fodboldtræner eller frivillig i Røde Kors. Det her er så min mulighed.

Varde skal også byde på kunstoplevelser

Varde Kommune er kendt for sin unikke natur med Vesterhav og klitter. Men kommunen vil også være kendt for sine kunstoplevelser.

Poul Erik Bech Fonden står også bag Kunsthal Varte, som viser kunst og udstillinger. Desuden er det også et refugium, hvor seriøse og professionelle kunstnere kan bo, arbejde og udstille i kortere eller længere tid.

Udover en unik natur med Vesterhavet som omdrejningspunkt har Varde Kommune en målsætning om, at borgere og de mange turister, der hvert år kommer til området, også skal kunne opleve kunst i naturen og i det offentlige rum på gader og stræder.

 

I 2015 fik kommunen blandt andet en million kroner af Statens Kunstfond til projektet 'Kunst i Naturen'.

Kunstværker i Varde Kommune de sidste 5 år. 

Ølgod:

”Høne, Høne, Høne” af Elna Christiansen, 2013

”Puzzled Choir” af Kent Wahlbeck, 2013

“Hesten” af Misja Kristoffer Rasmussen, 2014

”Pige på Bænk” af Misja Kristoffer Rasmussen, 2014, skænket af Domea.dk-Fonden – står ved boligselskabsboliger i Ølgod.

Keramiske relieffer af Kirsten Ernst, 2015

”Livsspiral” af Jens Ingvard Hansen, 2017

Bænk af Stinne Teglhus, 2017

”Port” af Peter Hesk, 2017

Varde:

”Vardepigen” af Peter Hesk, 2017

”Badende Kvinde” af Bente Polano, 2017

”uden titel” af Peter Bonnén, 2018

”Ikaros” af Jesper Neergaard, 2018

”Sektors Mekanik” af Bertil Herlow Svensson, 2018

Skulpturgruppe af Leif Sylvester, kommer i 2018

Alle skænket af Poul Erik Bech Fonden

Tistrup:

”Kuglen” af Jens Christian Jensen, 2018

Oksbøl:

”Okserne” af Marianne Seidenfaden, 2015

Vejers:

”Krondyrsrudlen” af Marianne Seidenfaden, 2018

Blåvand:

”Esepigen” af Stinne Teglhus, 2018

Kilde: Varde Kommune