Oversigt

Lørdag åbner Danmarks første lægeklinik for turister

En ny lægeservice målrettet turister ser dagens lys i morgen, lørdag, når Blåvand Lægehus åbner dørene for turister som den første lægeklinik i landet.

Klinikken ligger i det tidligere turistbureau på hovedgaden i Blåvand, og allerede i dag, fredag, markeres åbningen med en reception klokken 13.30.

Her gæster blandt andre Varde Kommunes borgmester Mads Sørensen og bestyrelsesformand for Destination Vesterhavet, Lisbeth Valther.

- Vi glæder os helt vildt meget til at komme i gang, selvom vi ikke ved, hvor mange, der kommer, siger Jacob Søndergård, der er ejer af det nye lægehus.

Lægehuset vil udelukkende fokusere på akutte medicinske behandlinger for turister, men det er også muligt for lokale borgere at komme til.

- Vi håber, at trygheden vil give en bedre oplevelse for turisterne, siger Lisbeth Valther fra Destination Vesterhavet.

Der vil som minimum være åbent alle hverdage i løbet af året, mens der i højsæsonerne skrues op til alle ugens dage og med længere åbningstider.