Oversigt

Ny bestyrelsesformand for Varde Teater- og Musikhus

Erik Buhl træder tilbage som bestyrelsesformand for Varde Teater- og Musikhus.

En enig bestyrelse har tirsdag aften indstillet Jens Bach Mortensen som ny formand.

Det skriver Varde Teater- og Musikhus i en pressemeddelelse. 

Den afgående bestyrelsesformand Erik Buhl peger på, at der er brug for nye kompetencer.

-Jeg er stolt over, at jeg sammen med bestyrelsen har været med til at samle folkelig opbakning og et stort millionbeløb, så Varde kan få et ambitiøst samlingspunkt for kulturen. Nu kalder projektet på nye kompetencer. Der skal udvikles et levende hus og indgås de rette samarbejdsaftaler, så stedet bliver levedygtigt på den lange bane. Den opgave er Jens Bach Mortensen den rette til at løse. 

Jens Bach Mortensen valgte sidste år at stoppe sin aktive operationelle erhvervskarriere og hellige sig rådgivnings- og bestyrelsesopgaver.

- Jeg blev overrasket, da jeg blev kontaktet, men samtidig også beæret over, at bestyrelsen har tillid til, at jeg er den rette til at løfte opgaven. Det er en meget spændende opgave, hvor jeg glæder mig til at kunne bidrage med min viden fra erhvervslivet. 

Blå Bog: Jens Bach Mortensen

• Partner og rådgiver i LeaderHubs

• Bestyrelsesmedlem i Vindreup Træ Industri A/S og Den erhvervsdrivende fond Træfonden.

• Tidligere CEO i KVIST Industries A/S og JELD-WEN Europe A/S

• Tidligere bestyrelsesmedlem blandt andet i Troldtekt A/S, Scandibyg A/S, Netto Line A/S,

Træ- og Møbelindustrien i Danmark m.fl.

Kilde: Varde Teater- og Musikhus