Snart mangler tusindvis af varme hænder: Østeuropæere som Zivile skal hverves til ældreplejen

Ofte kommer der ingen ansøgninger, når Varde Kommune slår en stilling som social- og sundhedsassistent op. Nu skal et nyt projekt få nogle af de mange østeuropæere i kommunen til at tage en SOSU-uddannelse.

Af: Søren Pors Grundahl

 

Klokken er 7, og Zivile Norkiene fra Litauen er lige mødt ind til en vagt på Blaabjerg Pleje- og Aktivitetscenter i Nørre Nebel.
 

Siden hun kom til Danmark for otte år siden, har hun haft sporadisk aftenarbejde som rengøringsassistent. Et arbejde, der til tider har været ensomt.
 

Zivile Norkiene har praktikplads på Blaabjerg Pleje- og Aktivitetscenter.
Zivile Norkiene har praktikplads på Blaabjerg Pleje- og Aktivitetscenter.
Foto: TV SYD

Men med en praktikplads på plejecentret i Nørre Nebel har Zivile Norkiene nu kontakt med både plejehjemsbeboere og kollegaer.
 

- Når jeg kommer på arbejde, snakker jeg med mine kollegaer om jobbet og om, hvad vi laver om aftenen og i weekenderne. Vi snakker, drikker te og spiser. Nu er de min familie, siger en glad Zivile Norkiene.

Sammen med 27 andre østeuropæere er Zivile Norkiene i gang med et nyt forløb, der skal få nogle af de mange østeuropæere ind i en ældresektor, der er hårdt presset.

 

muted

Klar til SOSU

quote Det er en overset arbejdsstyrke, for de har virkelig meget at byde ind med

Mette Løkkegaard Rohde, projektleder

 

En indføring i dansk sprog og kultur
 

Forløbet hedder 'Klar til SOSU' og er et samarbejde mellem Varde Kommune og Social- og Sundhedsskolen i Esbjerg.
 

Det er specifikt rettet mod østeuropæerne i kommunen, og det skal give kursisterne en indføring i sproget og det danske velfærdssystem, så de kan blive rustet til at tage den egentlige uddannelse som SOSU-assistent.

 

Ifølge projektleder af 'Klar til SOSU' og underviser på SOSU-skolen i Esbjerg, Mette Løkkegaard Rohde, er det en gruppe af arbejdsomme og disciplinerede mennesker.
 

quote

De er kommet til Danmark med den tanke, at de gerne vil have en uddannelse og arbejde. De er ikke kommet til Danmark af nød, og det har en stor betydning

Mette Løkkegaard Rohde, projektleder, SOSU Esbjerg

Mette Rohde er projektleder for 'Klar til SOSU'
Mette Rohde er projektleder for 'Klar til SOSU'
Foto: TV SYD

 

- De er vant til, at hvis man tager en uddannelse, så er man bedre stillet og kan bedre bidrage til samfundet. Så jeg tænker, at det er en overset arbejdsstyrke, for de har virkelig meget at byde ind med, siger projektleder Mette Løkkegaard Rohde.
 

Ambitionen med forløbet er derfor, at kursisterne skal få smag for faget, så de kan tage uddannelsen og efterfølgende blive en del af ældreplejen i Varde Kommune.
 

quote

En af grundene, til at de gerne vil tage det her forløb, er, at de rigtig gerne vil have et fodfæste på det danske arbejdsmarked, for de er meget motiveret for at blive integreret i samfundet

Winnie Bejder, uddannelseskoordinator, Varde Kommune

muted

Zivile Norkiene

quote Kommunen har lavet det her projekt, hvor jeg kan komme i praktik og prøve at arbejde, og det er jeg rigtig glad for

 Zivile Norkiene

 

Fra løsarbejde til praktik på fuld tid
 

Forløbet veksler mellem undervisning på SOSU-skolen i Esbjerg og praktik på et af Varde Kommunes plejecentre, hvor østeuropæerne kan prøve kræfter med faget.
 

Det indebærer både, at de skal hjælpe de ældre ud af sengen om morgenen og lave mad og hjælpe med personlig hygiejne.
 

- Jeg elsker nye udfordringer og kan godt lide at være der for dem, der har mest brug for hjælp, siger Zivile Norkiene.
 

Den menneskelige kontakt er vigtig for mange af østeuropæerne, der ellers arbejder i landbruget eller med rengøring, hvor der typisk ikke er den samme kontakt.
 

I ældreplejen er den menneskelige kontakt vigtig. Derfor kræver en plads på 'Klar til SOSU'-forløbet også, at østeuropæerne kan tale og forstå dansk. Men det er samtidig også et springbræt til at blive endnu bedre, siger uddannelseskoordinatoren i Varde Kommune.
 

quote

Mange af de her mennesker er meget motiverede for at blive integreret i det danske samfund, og de ser forløbet som en god mulighed for at blive bedre til sproget

Winnie Bejder, uddannelseskoordinator, Varde Kommune

 

Uddannet syerske
 

Zivile Norkiene er mor til tre og er oprindeligt uddannet syerske, og på hjemmefronten er der opbakning til Ziviles nye tilværelse.
 

- Jeg er rigtig glad for, at hun er kommet i praktik. Jeg er meget stolt af hende, siger Zivile Norkienes mand, Vaidas Norkus.
 

Vaidas Norkus arbejder i landbruget.
Vaidas Norkus arbejder i landbruget.
Foto: TV SYD

 

Familien er kommet til Danmark, fordi Ziviles mand har arbejde i landbruget, og hun er ikke den eneste.

- De fleste er kommet til Danmark, fordi de gerne vil arbejde eller tage en uddannelse, mens andre er kommet herop, fordi de har en mand, der har fået arbejde i landbruget, og så vil de gerne selv have noget at lave, siger Mette Løkkegaard Rohde, der er projektleder for ' Klar til SOSU.
 

En bombe under velfærdssamfundet
 

Når der bliver slået en stilling som SOSU-assistent i Varde Kommune op, kommer der ofte ingen ansøgninger.
 

Men Varde Kommune er ikke den eneste kommune, der har svært ved at rekruttere medarbejdere til ældresektoren. Tre ud af fire danske kommuner mangler allerede varme hænder.
 

I 2028 kommer vi på landsplan til at mangle 41.000 ansatte i ældreplejen, hvis vi vil opretholde en ældrevelfærd på nuværende niveau. Det vurderer fagforbundet FOA.
 

Derfor er håbet, at 'Klar til SOSU'-forløbet skal tiltrække nogle af de 1.900 østeuropæere i Varde Kommune, så de kan træde ind i ældreplejen.
 

quote

Det er en bombe under vores velfærdssamfund. Jeg ønsker, at vi får noget kvalificeret arbejdskraft, og at der kommer nogle flere ansøgninger, når vi slår stillinger op

Tina Agergaard Hansen (DF), formand for Socialudvalget, Varde Kommune.

Tina Agergaard Hansen (DF) er formand for Socialudvalget i Varde Kommune.
Tina Agergaard Hansen (DF) er formand for Socialudvalget i Varde Kommune.
Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD

 

Østeuropæerne i Varde Kommune kommer primært fra Ukraine, Polen og Rumænien, og det er helt naturligt at få dem ind i ældreplejen, mener Tina Agergaard Hansen.
 

- Vi har jo rekrutteringsudfordringer på ældreområdet, og når vi så har en uudnyttet arbejdskapacitet som østeuropæerne i vores kommune, så er det helt naturligt, at vi integrerer dem ved at få dem ind i ældreplejen, siger Tina Agergaard Hansen (DF) formand for Socialudvalget i Varde Kommune.
 

Ifølge tal fra Rockwool Fonden var der 66.000 østeuropæere i Danmark i 2018.

 

quote Vores erfaringer med forløbet er indtil videre gode, så vi tænker allerede, at der er et endnu større potentiale end de 28

Thorkild Slot Petersen, ældrechef, Varde Kommune

 

En vitaminindsprøjtning

 

Også ældrechefen i Varde Kommune har store forventninger til projektet.
 

- I den her vanskelige rekrutteringsperiode er det fantastisk, at vi får øjnene op for de her østeuropæere, der er så dygtige og motiverede. Vi har store forventninger til, at det bliver en vitaminindsprøjtning til vores ældreområde, siger ældrechef i Varde Kommune, Thorkild Slot Pedersen.
 

Derfor forventer han også, at samarbejdet med SOSU-skolen i Esbjerg skal fortsætte.

 

- Vores erfaringer med forløbet er indtil videre rigtig gode, så vi tænker allerede, at der er et endnu større potentiale end de 28, siger Thorkild Slot Pedersen.
 

'Klar til SOSU'-forløbet slutter til sommer, og så vil det vise sig, hvor mange af kursisterne, der fortsætter på SOSU-uddannelsen. Zivile Norkiene er i hvert fald ikke i tvivl.

 

- Jeg vil rigtig gerne fortsætte på uddannelsen som SOSU-assistent, når jeg er færdig på det her forløb.

__________

I fem afsnit følger TV SYD fem forskellige østeuropæiske kvinder på 'Klar til SOSU'-forløbet.

Du kan se første afsnit her. Andet afsnit i serien om de østeuropæiske SOSU'er sendes i aftenens nyhedsudsendelse på TV SYD klokken 19.30. De følgende afsnit bliver sendt henholdsvis 10. april, 17. april og 15. maj.

 

Flere stærke fortællinger
Forsiden lige nu