Oversigt

Sydvestjysk kommune vil opfylde regeringens mål

Regeringen har en ambition om at udtage 100.000 hektar lavbundsjord til genopretning af vådområder inden 2030. I Varde Kommune er der stor interesse i projekterne.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Varde Kommune har et rekordhøjt ansøgningstal til udtagningsprojekter inden for lavbundsjorde og vådområder. Kommunen står nemlig bag 6 ud af 14 realiseringsprojekter.

Det viser nye tal fra Landbrugsstyrelsen efter den seneste ansøgningsrunde.

Hvad gør Varde Kommune?

Varde Kommune er i gang med at realisere vådområdeprojektet Ulvemosen og har søgt om realisering af yderligere otte udtagningsprojekter med et samlet areal på 704 hektar lavbundsjorde.

Derudover er Varde Kommune i gang med en forundersøgelse af syv udtagningsprojekter og har søgt midler til forundersøgelse af yderligere fire udtagningsprojekter med et samlet areal på 1029 hektar lavbundsjorde.

I alt blev der søgt om tilskud til 14 nye realiseringsprojekter og 41 nye forundersøgelser for i alt 411,7 millioner kroner.

Lavbundsjorden står for halvdelen af landbrugets samlede CO2-udledning, og derfor vil regeringen udtage lavbundsjord til genopretning af vådområder.

Nøglen til succes findes i lokalt samarbejde

Mange af udtagningsprojekterne i Varde Kommune sker på baggrund af henvendelser fra lodsejere, der gerne vil udlægge dele af deres jord til udtagningsprojekter eller blive klogere på mulighederne herfor.

- Vi skal lytte til hinanden, og derfor lytter vi til landmændenes idéer. For det er gennem dialogen, at vi finder ud af, at vi har de samme ønsker for fremtidens grønne omstilling, siger Preben Friis-Hauge, formand for Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune.

Fælles for projekterne i kommunen er, at de bliver til gennem et samarbejde mellem de lokale lodsejere, kommunen og landbrugsorganisationerne.