Nadim Carlsen vandt blandt andet en Robert i februar i år for sit arbejde på Holy Spider.

38-årig fik et opkald fra sin kammerat, som han kan “leve af resten af sit liv”

Fotograf Nadim Carlsen fra Vejle havde aldrig hørt om computerspillet 'The Last of Us'. Han havde heller aldrig forestillet sig, at filmatiseringen af netop dette computerspil ville blive kaldt ‘den bedste spilfilmatisering nogensinde’ og ‘verdens mest populære serie’ lige nu.

På en bar i København gik det op for 38-årige Nadim Carlsen, hvad han netop havde sagt ja til.

‘Det er ikke bare et spil’, havde barens ejer sagt til ham.

Præcis samme formulering, som Nadim sidenhen skulle høre fra adskillige i sin omgangskreds, når han fortalte om sit kommende arbejde som filmfotograf på settet til HBOs nyeste hitserie.

quote

Det er ikke så tit, jeg hører om folk, der fælder en tåre, når de spiller et computerspil

Nadim Carlsen, fotograf

De fremhævede historiefortællingen, karaktererne og dialogen i spillet. Alt sammen elementer som Nadim ikke forbandt med et klassisk computerspil. Men det var elementer, som vakte hans nysgerrighed.

Optagelserne til ‘The Last of Us’ krævede meget planlægning, da scenerne involverer alt fra ild og heste til stunts og skydevåben.
Foto: Privatfoto

- Jeg kunne mærke, at mange var ekstremt påvirkede af spillet, som havde betydet noget særligt for dem i forskellige perioder af deres liv, fortæller Nadim Carlsen og tilføjer:

- Min bekendte i baren sagde endda, at han havde fældet en tåre. Det er ikke så tit, jeg hører om folk, der fælder en tåre, når de spiller et computerspil. Så der forstod jeg, at der er noget med det her spil, som rører noget i folk.

Straks efter satte Nadim sig foran skærmen til en ti timer lang introduktion til spillet og universet på Youtube. Og så forstod han.

På TV SYD Play kan du møde Nadim Carlsen og høre ham fortælle, hvordan optagelserne på 'The Last of Us' var anderledes end noget andet, han har prøvet.

Alt er på steroider i USA

Efter flere måneders forberedelse ankom Nadim til settet i Canada.

En enkelt scene i ‘The Last of Us’ skulle filmes på et nedlagt savværk, som lå midt ude i en skov. Produktionen havde bygget savværket fra bunden med fundament, tag og detaljer i bjælkerne og planter, der voksede igennem.
Foto: Nadim Carlsen

Her var flere hundrede mennesker. Ikke bare skuespillere, instruktør og teknikere, men også en hel afdeling til kun at tage sig af logistik, vand og strøm.

Og underafdeling til scenografi med 30 personer til udelukkende at tage sig af planter, træer og buske.

The Last of Us

Dramaserien ’The Last of Us’ er baseret på det prisvindende videospil af samme navn og fortæller historien om den midaldrende familiefar Joel og teenagepigen Ellie og deres hæsblæsende rejse gennem et postapokalyptisk USA, der 20 år forinden er lagt øde af en pandemi med en mystisk parasitisk svampeinfektion.

I serien er de to hovedroller spillet af Pedro Pascal, kendt fra serier som 'Narcos' og 'The Mandalorian', og Bella Ramsey, kendt fra 'Game of Thrones'.

Serien er produceret af HBO og er på ni afsnit. Første afsnit havde premiere i januar 2023.

Ifølge film- og seriedatabasen iMDb er serien lige nu den mest populære i verdenen.

Tid var den vigtigste faktor på settet, så alt var forberedt til mindste detalje. Der var lastbiler fyldt med udstyr, som Nadim aldrig ville komme til at bruge, men skulle behovet opstå, så var det der.

Der var kraner, hvis eneste funktion var at kunne blokere for solen, hvis det skulle blive nødvendigt.

Det mindede ham om en militær operation, hvor alle var specialister og en del af et tydeligt hierarki, for hvem der skulle gøre hvad og hvornår.

- En person fra produktionen fulgte mig rundt hele tiden og gav for eksempel besked i sin walkie talkie til resten af produktionen, når jeg skulle til og fra toilettet, fortæller Nadim Carlsen som et eksempel på den præcision, han oplevede på settet.

quote

Vi kunne bare lukke en motorvej i flere dage for at skyde en enkelt scene

Nadim Carlsen, fotograf

- Der var skruet op for alting. Det var en ny måde at tænke på, for jeg er skolet med, at alle pengene skal på lærredet, men sådan fungerer det ikke i Nordamerika. De taler meget om ‘just in case’ (dansk: for en sikkerheds skyld), og ‘Vi kommer med det hele, du skal ikke bekymre dig, du skal ikke tænke på pengene’.

Nadim Carlsen ser ikke serier, da han generelt er mere til film. Han kendte af den grund ikke skuespilleren Pedro Pascal fra serierne 'Narcos' og 'The Mandalorian'. Det gjorde Nadims nevø dog og var meget imponeret over sin onkels arbejde, hvilket fik Nadim til at læse op på skuespilleren.
Foto: Privatfoto

Den amerikanske tilgang mærkede han særligt under optagelser i et villakvarter. Her var beboerne blevet betalt for at flytte på hotel i de uger, hvor optagelserne skulle finde sted.

Både for at undgå afbrydelser, men særligt for ikke at risikere at beboerne efterlod aftryk fra sko og bildæk i den sne, som produktionen fik transporteret ned fra de nærliggende bjerge til villakvarteret.

- Det var en stor kontrast, til når jeg har lavet mindre film, hvor det ikke var muligt at spærre gader og veje af. Men med ‘The Last of Us’ kunne vi bare lukke en motorvej i flere dage for at skyde en enkelt scene, forklarer Nadim Carlsen.

Billedmageren blev til

Efter at have fået sin studentereksamen i Vejle flyttede Nadim Carlsen til København for at læse film- og medievidenskab.

Her fik han første gang han et kamera i hænderne og følte sig straks draget til arbejdet bag linsen. 

Nadim Carlsen vandt blandt andet en Robert i februar i år for sit arbejde på Holy Spider.
Den største forskel på optagelserne til ‘The Last of Us’ og det, som Nadim Carlsen har prøvet før, er, at han ikke selv havde et kamera i hånden. I stedet skulle han supervisere de andre fotografer ved at kigge på forskellige monitors, hvor han kunne se, hvad de filmede. Her er det fra filmen 'Grænse'.
Foto: Privatfoto

- Der følte jeg mig komfortabel. De andre ville helst være instruktør, men jeg har aldrig haft lyst til at arbejde med skuespillere. At være billedmageren passer mig bedst, fortæller han.

I takt med sin stigende interesse for at fotografere og filme søgte Nadim ind på Den Danske Filmskole i 2007.

Nadim Carlsen vandt blandt andet en Robert i februar i år for sit arbejde på Holy Spider.
Under optagelserne til filmen 'Holy Spider' havde Nadim Carlsen langt fra det samme store setup og lyssætning, budget og scenografi, som det var tilfældet under optagelser til ‘The Last of Us’.
Foto: Privatfoto

De optog kun seks elever hvert andet år på linjen med filmfotografi, så han regnede ikke med at komme ind.

Det lykkedes dog, og foruden et eksamensbevis i 2011 gav årene på skolebænken ham også et venskab med Ali Abbasi. Et venskab der førte Nadim til det postapokalyptiske filmset i Canada.

quote

Det er en adgangsbillet til andre større projekter i Hollywood

Jacob Ludvigsen, filmredaktør hos Soundvenue

Ali Abbasi havde nemlig fået tilbuddet om at instruere to afsnit af ‘The Last of Us’ og fik sin vilje, da han pegede på Nadim som sin filmfotograf.

Et arbejde der nu har placeret ham i en helt ny international liga.

For Nadim Carlsen er det bag kameraet, at filmen bliver skabt. - Jeg føler, at jeg er den på settet, der har mest kontakt med filmen, for det er mig, der kigger gennem søgeren og på en måde ser filmen på lærredet allerede der, siger han.
Foto: Tais Tulin, TV SYD

Affyringsrampe til Hollywood

Både danske og internationale anmeldere har svært ved at skjule deres begejstring over 'The Last of Us'. Serien hyldes af anmelderne særligt for at lykkes med noget historisk svært. 

Nemlig at lave en god filmatisering af et højt elsket computerspil.

En historisk svær opgave

Hvorfor er det så svært at filmatisere et computerspil, når filmatiseringer af bøger og tegneserier ikke lider under samme forbandelse?  Ifølge skribent og anmelder ved Soundvenue Julie Horup kan det skyldes flere forskellige ting. Blandt andet at mange computerspil gennem tiden er blevet oversat til store actionbrag uden bund i historien, når de er blevet transformeret til det store lærred.

Det, som 'The Last of Us' gør anderledes, har Julie Horup et bud på. Hun forklarer, at 'The Last of Us' var et kæmpe nybrud i måden, hvorpå historier fortælles i spil, da det lod det menneskelige og historien være i fokus.

- Det opfattes af mange stadig som et af de bedste spil nogensinde rent historiemæssigt, siger Julie Horup og tilføjer:

- Spillet er brutalt i sin skildring af mennesker og spiller utroligt meget på følelserne med de to hovedpersoner og deres forhold, som alle på den ene eller anden kan forholde sig til. Netop på grund af det stærke menneskelige aspekt egner spillet sig bedre til filmatiseringen end mange andre spil.

Seriens succes og omtalen som ‘den mest populære i verdenen lige nu’ smitter også af på Nadim Carlsens karriere, mener Jacob Ludvigsen, der er filmredaktør hos Soundvenue.

- Det er klart en fed ting at have på sit cv, at have været med til at filme den mest hypede serie i verden lige nu. Når lignende store produktioner skal finde fotografer, vil de i højere grad falde over Nadims navn, siger han.

Nadim Carlsen sidder her med sin Bodil-statuette, som han vandt for bedste fotograf med spillefilmen ’Holiday’ fra 2018.
Foto: Tais Tulin, TV SYD

Det, der for alvor har bragt Nadim Carlsen ud i verden, er dog ifølge Jacob Ludvigsen det tætte forhold til instruktøren Ali Abbasi.

quote

Med et sådan internationalt gennembrud bliver hans spilleplade 10.000 gange større, og det vil han kunne leve af resten af sit liv

Keld Reinicke, ekspert inden for tv-serier og streaming

- Deres samarbejde er det, der allermest giver Nadim et internationalt rygstød, fordi Ali Abbasi er ved at etablere sig som en af de mest spændende og stærke instruktører internationalt, siger han og tilføjer:

- En del af æren er selvfølgelig også Nadims, fordi han er så enormt god til at forløse Ali Abbasis visioner.

Nadims priser

Spillefilmen ’Holiday’ fra 2018 som, udover at vinde en Bodil for bedste danske film, også gav Nadim Carlsen prisen som bedste fotograf.

Filmen 'Holy Spider' løb med hele 11 statuetter ved årets Robertshow på Tivoli Hotel & Congress Center i København. Herunder to af de største priser, 'Årets spillefilm' og 'Årets instruktør'. Instruktørprisen blev overrakt til dansk-iranske Ali Abbasi.

Med ‘The Last of Us’ er Nadim Carlsen godt på vej til at skrive sig ind i gruppen af en håndfuld danske fotografer, som markerer sig internationalt. Jacob Ludvigsen mener i hvert fald, at serien bliver en affyringsrampe til flere store projekter i branchens elite.

- Det er en adgangsbillet til andre større projekter i Hollywood, for der sidder et helt lag af agenter i Hollywood, som, jeg nu godt kunne forestille mig, har fået øje på ham, siger han og bakkes op af Keld Reinicke, der er tidligere kanaldirektør på TV 2 og ekspert inden for tv-serier og streaming:

- Serien bliver Nadims karrierer-booster nummer ét. Med et sådan internationalt gennembrud bliver hans spilleplade 10.000 gange større, og det vil han kunne leve af resten af sit liv.

Nadim Carlsen føler, at ‘The Last of Us’ har ramt en nerve i tiden. Særligt med corona pandemien har serien en særlig relevans. - Der er ikke længere så langt fra tanke til handling i forhold til, hvor galt det kan gå, hvis en virus slipper løs, siger han.
Foto: Tais Tulin, TV SYD

At kunne få lov at lære og bidrage til produktioner med nogle af verdens største internationale instruktører er blandt ønskerne, men faktisk er Nadims absolutte drøm en anden.

- Jeg føler, at jeg på mange måder faktisk er et sted, som er drømmen. Så jeg drømmer om mere at det, jeg allerede laver.

Det er både at kunne gå fra optagelser på store og små film til serier. At kunne veksle mellem arbejdsliv og fritid. Som netop i disse dage hvor han slapper af i et sommerhus efter at have haft travlt med et projekt i udlandet.

Det er i virkeligheden drømmen for Nadim Carlsen.