Flere brande i weekenden. Måske pyroman på spil

Brandvæsnet har været på arbejde natten mellem lørdag og søndag. To brande i Vejle og en ved Erritsø.

Natten til søndag var der gang i flammerne flere steder i Trekantområdet, og Sydøstjyllands Politi efterforsker, om to brande i Vejle er antændt af en pyroman.

Klokken 3.52 opstod der ild i en container på Sandnæsvej. Flammerne bredte sig til en carport, hvor en bil udbrændte, og to andre blev beskadiget.

Kort tid efter, klokken  4.20, brændte det i en container tæt ved Rudolf Steinerskolen på Sukkertoppen, Vejle. Her opstod ikke større skade.

quote

- Det er påfaldende med to brande så tæt på hinanden.

Halfdan Kramer, vagtchef, Sydøstjyllands Politi

Påfaldende

- Det er påfaldende med to brande så tæt på hinanden, og uden at den ene har kunnet antænde den anden. Derfor holder vi vores efterforskning åben for, at der kan have være en pyroman i kvarteret, siger vagtchef Halfdan Kramer ved Sydøstjyllands Politi. 

Brand i båd

Uden sammenhæng med de to brande i Vejle opstod der klokken 3.20 brand i en båd, som stod på Bundgårdsvej ved Erritsø tæt på Fredericia.

Branden udviklede sig hurtigt, og den fik fat i en rundbuehal, der indeholdt bigbags med gødning. Ifølge indsatslederen på stedet, Ulrik Strehle, Trekantbrand, var det en kraftig brand. Søndag formiddag var brandfolkene i gang med efterslukningen.

En voldsom brand bredte sig i nat fra en båd til et lager med gødning ved Erritsø.
En voldsom brand bredte sig i nat fra en båd til et lager med gødning ved Erritsø.
Foto: Mathias Øgendal