- Det er kun mænd, der har kræfter til at dreje proppen, så Fru Balle har fundet på den måde her.

Irmgard Helene Balle omtaler sig selv i tredjeperson, idet hun sætter rørtangens kæber om champagneflaskens prop.

Med et greb om det røde håndtag skal hun blot vride håndleddet for at vrikke proppen ud.

- Smart, ikke også?

Til sin 100-års fødselsdag fik Irmgard Balle en champagnesabel. Med den har hun åbnet adskillige champagneflasker, for hver gang hun inviterer gæster på besøg, begynder hun med den boblende væske.

- Det sætter mundtøjet i sving, og man får lyst til at snakke, forklarer hun, men tilføjer så, at der på flaskens etiket nu står ‘nul’ i stedet for de sædvanlige 11 procent. Balancen er nemlig ikke, hvad den har været.

I sit computerværelse henter Irmgard bakken med champagneglas. Ligesom de to flasker, der altid er på køl, står bakken med glas også altid klar.

- Så skal vi skænke cirka trekvart.

Hemmeligheden

Det er dog hverken sabel eller procenter, der gør, at Irmgard Balle kan byde på champagne i en alder af 104 år.

Adskillige journalister har allerede spurgt til hendes hemmelighed. Spørgsmål der alle forsøger at afdække, hvordan man lykkedes med at blive 104 år.

Alder er dog nok noget af det sidste, Irmgard Balle tænker på.

Hver morgen ringer vækkeuret klokken seks. Aftenen forinden har hun presset to appelsiner, som står klar i et glas på hendes natbord. Når hun har drukket sin juice, laver hun yoga efter et program, som hun selv har sammensat.

- Jeg kan ligge på ryggen, tage fat i mine storetæer og strække benene helt ud. Så tager jeg fat med hænderne under mine knæ og vugger frem og tilbage. Det sætter ryghvirvlerne og lænden på plads, forklarer hun og tillægger øvelserne æren for, at hun ingen smerter har og frit kan bevæge sig.

Fra sin treværelses lejlighed i Vejle, hvor hun bor alene, tager hun bussen til Bredballe Centret, når hun skal gøre sine indkøb, ligesom hun sørger for den ugentlige rengøring og tøjvask.

Hemmeligheden bag? Den er simpel, mener Irmgard:

- Den indre glæde. At du er glad indvendigt og har livsvilje, livsglæde og livskvalitet. Det er det vigtigste. At være glad for at være til. Jeg har kendt nogle, som var negative, og de blev ikke så gamle, så det har stor betydning, hvordan man føler sig indvendigt.

En skovbund med anemoner

Efter sine øvelser på yogamåtten smører Irmgard et stykke rugbrød med smør og ost. Hun skænker en kop te og sætter sig i sin stol og kigger ud.

- Så mediterer jeg og er glad for denne dag. Jeg tilrettelægger også det, som jeg gerne vil nå i løbet af dagen, og hvis jeg når det hele, er jeg meget taknemmelig, fortæller hun.

Taknemmelighed har en særlig plads i Irmgards hverdag. Til tider indrømmer hun at føle sig gammel, men straks efter erstatter hun følelsen af glæde. Glæde og taknemmelighed over at være til.

- Jeg har den indre glæde over at være til stadigvæk. En glæde som jeg mærker hver dag. For eksempel når kalenderen lakker mod påske, og jeg ser skovbunden blive hvid af anemoner.

Det er også hendes valg om at se glæden i livet, der gør, at hun aldrig føler sig ensom. Ligesom med alderdommen kan hun nogle gange føle sig alene, men det er aldrig ensomhed.

- Der er altid noget godt, jeg kan give mig til. Min søn ringer til mig hver søndag, Jyllands-Posten bliver leveret i weekenden, og alle hverdage er optaget med gøremål, for jeg passer jo mit hus selv. Og så er der min veninde her i opgangen, som sender mails og spørger, hvornår vi igen skal mødes eller på indkøb, og jeg kan til enhver tid ringe til hende, uden jeg føler, at jeg ulejliger hende.

Størst af alt er kærlighed

Glæden og taknemmeligheden i Irmgard Balles liv er kun overgået af kærlighed.

- Kærlighed til dem, jeg har levet sammen med. Til det barn, jeg har født. Til mit barnebarn. Til de mennesker, som jeg er tæt på, og til mine venner. Så kærlighed er mange forskellige ting, men for hver af dem er de blevet dybere med alderen.

Sin første store kærlighed mødte hun i 1947. Hendes søster var gift med en mand, som var gartner, og han havde en kollega, som havde en bror. Aage.

- Vi kom til at sidde ved siden af hinanden under en middag, og jeg husker, hvordan han tog mig i hånden. Han havde så stor, dejlig og varm en hånd. Jeg var 25 år dengang, så jeg trængte nok til at finde den rigtige mand, og det følte jeg, at han var.

Irmgard og Aage holdt hinanden i hånden i 47 år, indtil han døde i 1993.

Ti år senere mødte hun Johannes, som var 12 år yngre end hende.

- Jeg har haft en ægte kærlighed og en sensommerkærlighed, og sådan en sensommerkærlighed kan være helt skøn, fortæller hun og svarer så prompte på spørgsmålet om, hvorvidt hun savner at have en mand i sit liv:

- Nej, jeg har så travlt med alt det, jeg skal nå. Jeg har slet ikke tid.

Et sandkorn fra Dueodde

Travlheden i Irmgard Balles liv handler ikke om de trivielle gøremål i hverdagen eller om teaterforestillinger, museumsbesøg og udlandsrejser, som i mange år har fyldt hendes kalender.

Det handler om den dag, hvor det hele er slut.

- Jeg tænkte ikke særligt over at være fyldt 104. Jeg ville bare gerne invitere min familie og venner og gøre det ekstra flot, for jeg så det, som den sidste gang jeg kunne holde en fest. Man ved jo aldrig, siger hun.

Det er ikke, fordi Irmgard ikke gerne vil kunne fejre sin 105 års fødselsdag 20. oktober, men hun er bevidst om sin egen skrøbelighed.

- En af mine veninder gennem 70 år fik pludselig en hjerneblødning. Sådan noget, forestiller jeg mig, også kan ske for mig, siger hun og fortæller, hvordan hun allerede er begyndt at rydde ud i sit hjem.

Det er en pragmatisk tilgang til virkeligheden og et ønske om, at hendes nærmeste familie ikke skal tage sig af alt for meget, når hun en dag er taget herfra.

- Jeg tænker mest på dem og det, de skal igennem, når jeg ikke er her mere. Det kræver meget tid og forberedelse, når et familiemedlem går bort, og jeg håber, at jeg går bort på et tidspunkt, hvor min søn har tid til at ordne tingene, siger hun og tilføjer med samme munterhed i stemmen:

- Man er tilbøjelige til at samle på ting, og jeg har ganske enkelt for meget af nogle ting, som jeg aldrig bruger. Blandt andet beklædning. Det samme havde min mor. Jeg var med til at opløse hendes bo, så jeg ved, hvad det vil sige.

Døden er ikke noget, der skræmmer Irmgard. Hun mener, det skyldes, at hun ser tingene i et perspektiv, hvor hun ikke selv fylder ret meget. Det er med hendes egne ord ‘ikke hende selv eller småting, der betyder så meget’.

- Jeg ser mig selv som en del af det store univers, så det er naturligt, at jeg skal herfra en dag, og i det store univers fylder jeg ikke engang så meget som et sandkorn. Og det er et sandkorn fra Dueodde, for det er de mindste.

En sidste tak

Det vigtigste for Irmgard Balle, når hun tænker på døden, er, at hun bliver husket af sin familie og sine venner.

- Så længe man bliver husket, så længe er man ikke helt borte, selvom man er gået bort. Så er man stadig i folks tanker og stadig til stede, når der bliver talt om en.

Trods ønsket om at blive husket er det ikke ønsket om at have gjort stort indtryk i verden, der har drevet Irmgard i hendes 104 år.

Det er det stadig ikke, når hun med sin te og ostemad sætter intentionen for dagen, ligesom det heller ikke er den tanke, der fylder i hendes sind, når hun hver aften som det sidste inden sengetid står i døråbningen til sin terrasse og kigger mod himlen.

Her forestiller hun sig en almægtig magt deroppe blandt stjernerne og siger tak for denne dag. Tak, fordi hun fik lov at opleve endnu en dag.