Oversigt

Højskole får halv million til bæredygtighedsprojekt

Brandbjerg Højskole ved Jelling er en af de 85 foreninger, som får del af Jelling Musikfestivals overskud på otte millioner kroner.

Helt konkret modtager foreningen Brandbjerg Højskoles Venner 500.000 kroner i støtte. Det skriver højskolen i en pressemeddelelse.

Den halve million spyttes i skolens bæredygtighedsprojekt, Madeksperimentariet, som skal forsyne højskolens dagligt 200 spisende.

Der mangler ifølge kommunikationsansvarlig på Brandbjerg Højskole, Jakob Egerup Edut, fortsat yderligere 500.000 kroner, før det endelige byggeri kan gå i gang. 

Håber på indvielse næste år

Højskolen har tidligere modtaget 2,5 millioner kroner i støtte fra Nordea Fonden og Villum Fonden, som gik til at etablere et regenerativt jordbrug på fire hektar. 

Her er etableringen godt i gang, og højskolen forventer at indvie området i forbindelse med skolens 75 årsjubilæum næste år.

- På Brandbjerg ønsker vi at gå forrest og vise, at en bæredygtig fremtid ikke er en håbløs utopi. Det håb, som fremtiden skal bygges på, kan starte i din egen køkkenhave, hvor du med egne hænder kan skabe de små bidrag, der får håbet hos den enkelte til at vokse samtidig med, at du kan gøre en synlig forskel gennem de valg, du træffer, siger forstander Simon Lægsgaard Madsen.

TV SYD besøgte i vinter en snedækket højskole, der drømmer om at blive så selvforsynende som muligt, til en snak om deres grønne planer. Det indslag kan du se her.