Et privatfly stod klar på bryllupsrejsen. Bagefter ventede jobbet som pædagog.

Af Pia Thordsen

Kvinden, jeg skal besøge, er en af landets rigeste. Hun er født arving til LEGO-milliarderne og har kun én gang tidligere ladet sig interviewe til et medie. Men nu har hun sagt ja til at fortælle om sit liv.

Et liv hvor pengene bare var der - og et liv, hvor ingen penge i sidste ende kunne forhindre eller lindre tabet af to af hendes nærmeste.

Ingen hegn

De rødbrune murstenshuse, som omkranser vejen, hun bor på, er dyre, men ikke prangende.

Pludselig slår vejen et knæk, og en hvidmalet tre-plans villa dukker op bag buske og træer.

Hun har ingen af de porte, låger eller hegn, som rige mennesker ellers ofte gemmer sig bag.

Huset er stort, men det er ikke umiddelbart indlysende, at det er en af landets allerrigeste, der bor i det.

Det er en venlig og smilende Gunhild Kirk Johansen, der byder indenfor. Hun er afslappet klædt i en langærmet bluse, et par bukser og har et tørklæde om halsen.

Et kig ind i stuen afslører panorama-udsigt over Vejle Fjord. Det forklarer, hvorfor husene her ligger i den dyre ende.

Det er sparsomt med oplysninger om mennesket Gunhild Kirk Johansen.

Man kan læse sig til, at hun og hendes gren af LEGO-familien er god for mere end otte milliarder kroner. At hun har siddet i to bestyrelser – herunder bestyrelsen for LEGO Danmark - og at hun er registreret som reel ejer og medejer af fem forskellige virksomheder og legal medejer af to andre.

I offentlighedens øjne er hun altså erhvervskvinde og stenrig.

Men hvem er Gunhild Kirk Johansen egentlig?

Hele sit liv har hun holdt sig ude af offentlighedens søgelys. 

Gunhild Kirk Johansen blev født ”Kirk Kristiansen” en septemberdag i 1945. Hun er den ældste af Edith og Godtfred Kirk Kristiansens børn og voksede op i en søskendeflok på tre.

Det var hendes farfar, Ole Kirk Kristiansen, der grundlagde LEGO i 1932.

Den voksende familieformue, der fulgte med legoklodsernes popularitet verden over, påvirkede den unge Gunhild.

- Vi boede jo i et meget lille samfund, hvor alle kendte alle, og jeg var meget, meget genert og havde ikke lyst til at skille mig ud fra de andre børn.

Ønsket om ikke at skille sig ud kom blandt andet til udtryk, når Gunhild nægtede at tage en ny kjole på, hvis de andre piger ikke havde fået nye kjoler.

Har nogen behandlet dig anderledes, siden du havde det sådan?

- Ikke som jeg husker, men der er jo den der jantelov, jeg har ligget meget under for – og som jeg til dels stadig ligger under for, erkender hun.

- Jeg bryder mig ikke om at komme ud, og folk ved, at jeg tilhører en af de rigeste familier. Jeg føler sommetider, at folk har forventninger til, at jeg skal benytte det på en eller anden måde. Klæde mig på en bestemt måde eller gå op i bestemte ting. 

Grundfølelsen af at penge har en bagside, har Gunhild taget med sig ind i voksenlivet, og det er noget af det, der gør, at hun har forsøgt at undgå for meget omtale af familiens formue.

- Vi har altid haft gode venner, som man følte sig trygge og på lige fod med – og det er jo det, der har betydet noget. Og det er jeg også glad for, at mine børn har.

- Det er jo noget med livsværdier. For mig er det menneskelige og naturen og de gratis glæder noget, der betyder meget. Jeg elsker naturen og haven og bare at kunne gå ud. Men jeg er også introvert. Jeg har ikke det der kæmpebehov for at komme ud i verden, og sådan havde min mor det også. Jeg vil da gerne ud at rejse – men alligevel. Jeg kan godt lide det derhjemme!

Er pengene lidt spildt på dig?

- Ja! Det kan du godt sige. Jeg kunne godt være foruden. Eller det vil sige – sådan til en vis grænse. Jeg har jo mange goder, som jeg er glad for – men ellers kan man godt sige, at det er de da. 

Gunhild var 20 år, da hun flyttede til Århus, hvor den unge arving gik i gang med at uddanne sig til børnehavepædagog.

- Der var aldrig tvivl om, at vi skulle have en uddannelse. Ikke fordi vi skulle tjene penge. Men en uddannelse skal man jo ligesom have.

Det var forældrenes idé, at hun skulle have noget med børn at gøre:

- Sammen med min mor brugte jeg megen tid sammen med mine små fætre og kusiner, og mine forældre syntes, jeg skulle være noget med børn. Det ville jeg også gerne, men senere hen har jeg nok tænkt, at der var andre uddannelser, jeg også kunne have taget. For eksempel kunsthåndværkerskolen eller noget i den retning.

Hun siger det uden fortrydelse i stemmen.

Uddannelsen som pædagog brugte hun under alle omstændigheder kun nogle få år, før hun blev hjemmegående.

Kærlighed og LEGO

Solen skinnede fra en blå himmel, da en køn mørkhåret Gunhild den 24. maj 1969 trådte ud ad barndomshjemmets hoveddør. I hænderne holdt hun en brudebuket med rød-hvide blomster. Ved siden af stod mor og far, og i Grene Kirke ventede Mogens på sin brud.

Hun husker ham som høj og flot. Mellemblond og med blågrå øjne.

- Lige min type, siger hun og ler.

Året inden var de blevet kærester til en fest i Nils Malmros’ forældres hus i Århus. Han var lægestuderende og spillede hovedrollen i Malmros’ egenfinansierede amatørfilm, 'En mærkelig kærlighed', og da den havde premiere, inviterede Mogens Gunhild med.

Men uden LEGO havde hun nok aldrig mødt ham.

Mogens Johansens far var repræsentant for LEGO, og i barndomsårene var de ofte med til de samme fester i firmaet.

- Vi havde set hinanden mange gange, men vi kendte ikke hinanden, fortæller Gunhild.

Det ændrede sig, da hun flyttede til Århus.

Og en dag kom den invitation, som blev startskuddet til, at Gunhild nu stod med en brudebuket i hånden.

Festen blev holdt i Legoland, og bryllupsrejsen foregik i et LEGO-ejet fly, kan man se i familiealbummet.

- Jeg er altså ikke så vild med at fokusere på det med privatflyet, siger Gunhild.

Hendes luksus-shit-detektor slår til med sikker præcision.

Men det er en gammel nyhed. Historie, faktisk. Det var nemlig hendes egen far, der anlagde en privat landingsbane i Billund i 1962.

Og dermed var startskuddet til Billund Lufthavn afgivet. LEGO havde brug for at kunne flyve forretningsforbindelser til og fra den lille by midt ude på heden, og fly med LEGO’s logo på haleroret var et almindeligt syn i den nye lufthavn.

Men for Gunhild er adgangen til den slags luksus noget, hun føler, sætter hende i bås som ”hende den rige”, og det er hun overhovedet ikke fan af.

I en alder af 76 kæmper hun stadig med janteloven og frygten for omgivelsernes forventninger til hendes opførsel, erkender hun. 

Et halvt år efter brylluppet omkom Gunhilds 18-årige søster Hanne i en bilulykke.

- Det var helt, helt forfærdeligt, fortæller Gunhild.

Tabet af søsteren blev aldrig bearbejdet. Der var ingen krisehjælp, og midt i livet som nygift - med alt hvad det medførte af børnefødsler, flytninger og nye venner, som ikke kendte søsteren - blev tragedien godt og grundigt begravet.

Ægteskabet med Mogens Johansen førte Gunhild til Vejle, hvor den nyuddannede læge fik job og senere blev praktiserende læge.

Da de flyttede, sagde Gunhild farvel til arbejdet som børnehavepædagog. Hun havde selv fået sit første barn, Casper, og barn nummer to - Morten - var på vej.

Med søsterens død var der kun to LEGO-arvinger tilbage.

I mange år sad Gunhild i LEGO Danmarks bestyrelse, og Mogens sad i LEGO’s.

Men i 2007 besluttede familien at dele LEGO-formuen, som på det tidspunkt var cirka 15 milliarder kroner.

- Det var min del af familien, der syntes, det var på tide, fortæller Gunhild.

Ved delingen fik Kirk Johansen-familien 7,5 milliarder kroner, som blev placeret i investeringsselskabet Kirk Kapital.

Siden da har familien investeret i en række virksomheder, og i Vejle har Kirk Johansen-brødrene opført det ikoniske Fjordenhus i bunden af Vejle Fjord.

Bygningen, som er tegnet af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, er i sig selv en turistattraktion, og den huser blandt andet Michelin-restauranten ”Lyst”, som Gunhilds mellemste søn, Morten Kirk Johansen, stod bag.

Gunhilds yngste søn, Anders Kirk Johansen, ejer Rohden Gods og virksomheden My Garage, hvor landets rigmænd blandt andet opmagasinerer deres luksusbiler.

- De har tilladt sig nogle flere ting og lever noget anderledes, end vi har gjort, siger Gunhild.

Det er en ny generation med en anden holdning til rigdom, end den Gunhild har hæget om i sit liv. Et farvel til janteloven, måske, og et opgør med tanken om at det er bedst at holde lav profil, når det gælder penge.

Siden delingen er LEGO’s værdi mangedoblet. Nogle analytikere vurderer nu værdien til at ligge i nærheden af 400 milliarder kroner.

Du tænker ikke, når du ser på LEGO’s vækst, at det var lidt for tidligt, I delte?

- Nej overhovedet ikke! Vi har rigeligt. Og det glæder mig hver gang, jeg hører, at det går godt i LEGO.

Lillebror tager over

Du var jo storesøster – hvorfor var det ikke dig, der tog stafetten og gik ind i virksomhedens ledelse?

- Det var overhovedet ikke på tale, svarer Gunhild eftertænksomt.

- Måske har det noget at gøre med, at jeg faktisk ikke var særligt interesseret i legoklodser som barn. Det sagde mig ikke så meget.

- Jeg oplevede, at det var min bror, der blev fremhævet. Men det var selvfølgelig, fordi han legede med LEGO og var meget interesseret. Jeg blev også fremhævet på min måde – men jeg var jo ikke interesseret i økonomi og følte heller ikke, det var min stærke side, og det er jo nødvendigt, hvis man skal dén vej.

- Men hvis jeg var blevet ledt i den retning, kan man selvfølgelig ikke vide, om tingene havde været anderledes.

Igen er der ingen fortrydelse at spore. Blot en tanke som ender i endnu en erkendelse:

- Jeg føler faktisk, jeg har været heldig, at jeg har kunnet gøre nogle andre ting.

I 1977 fik Gunhild og Mogens Johansen deres sidste barn, Anders.

Som så mange andre lægefruer i omgangskredsen var hun hjemmegående, men i 80’erne begyndte hun at forfølge drømmen om at bruge sine håndarbejdsevner mere målrettet.

- Jeg har altid syet og strikket meget, men så begyndte jeg at lære at væve.

Gunhild vævede blandt andet løbere og halstørklæder, som hun solgte gennem kunsthåndværkerfællesskabet Allehånde.

En gigantisk væv gjorde derfor sit indtog i villaen, som familien var flyttet ind i i 1979, og en etage blev bygget ovenpå villaen til væven.

Arbejdet i Allehånde gav Gunhild lyst til at blive selvstændig. I 1994 åbnede hun butik i Juelsminde, hvor familien har sommerhus.

De næste 14 år blev tøj- og brugskunstbutikken ”Kæphesten” hendes store projekt. I årevis gik hun på arbejde i butikken som alle andre. Når hun ikke kunne være der, havde hun et par medhjælpere til at tage over.

Og det var her, hendes store passion for bamser for alvor tog fart.

Selvstændig

Barndomshjemmet er de seneste år blevet omdannet til et bamse-museum.

'Teddy Bear Art Museum', står der på et stort skilt ved hoveddøren – lige dér hvor Gunhild i 1969 kom ud med brudebuketten i hånden.

Samlingen opstod, efter Gunhild begyndte at sælge bamser i Kæphesten. Senere begyndte hun at samle på kunstner-bamser. Tæt på 900 bamser er den private samling vokset til.

En passion, hendes mand Mogens levende fulgte med i.

- Han har altid hjulpet mig – med butikken og med museet. Faktisk har vi ofte leet af, at han nærmest var bedre til at fortælle om bamserne, end jeg er.

Sammen med sin hund, Bette, er bamsemuseet pludselig blevet hendes livline, efter hun for godt et år siden stod ved en afgrund, som ingen formue kan slå bro over. 

På afgrundens rand

Nogle få måneder efter Gunhild og Mogens’ guldbryllup i 2019 fik Mogens Johansen konstateret kræft. Få måneder senere fik parrets mellemste søn, Morten Kirk Johansen, også en kræft-diagnose.

De døde med få måneders mellemrum i oktober 2020 og januar 2021. Først far, siden søn.

Gunhild er aldrig kommet sig over tabet.

- Jeg har fået at vide, at jeg tager det fantastisk og er sej. Men det er jo, når jeg er sammen med andre mennesker. Når jeg kommer hjem, er der ingen, der ved, hvordan jeg har det.

Inden sin død gav Morten Kirk Johansen sin psykolog lov til at fortælle Gunhild om deres samtaler.

- Jeg har talt med ham, og det har hjulpet. Jeg har talt med en præst, og jeg begynder nu i en sorggruppe. Alle mine venner og min familie har været fantastiske, og jeg kan sagtens deltage i det sociale liv.

Men igen føler hun, at hun skal leve op til omgivelsernes forventninger. Forventninger om at man kommer videre.

Men det er kun delvist sket, selvom hun godt ved, at der ikke er nogen vej tilbage:

- Man kan godt længes tilbage efter det liv, man har haft – men det er slut, siger hun stille.

Til gengæld føler Gunhild, at hun på langt de fleste områder har lagt janteloven bag sig.

- Jeg har haft succes med mit firma og med museet. Det, og den tro, Mogens havde på mig, betyder, at jeg er kommet videre.