Oversigt

Marjan Ghabouli klippede sit hår af i protest

Marjan Ghabouli klippede lørdag store totter af sit sorte, krøllede hår af med en køkkensaks midt i gågaden i Vejle.

Under aktionen råbte hun skiftevis på iransk og dansk: - Nej til vold mod kvinder, nej til obligatorisk hijab, nej til islamisk republik. Marjan Ghabouli lod lokkerne falde for at vise sin støtte med iranske kvinder, skriver TV 2.

Iran er ramt af omfattende uroligheder og demonstrationer, efter at den 22-årige Mahsa Amini i sidste uge blev fundet død i politiets varetægt. Ifølge vidner blev den 22-årige kvinde udsat for grov vold og pryglet til døde af Irans religiøse politi, der mente, at hun bar sit tørklæde på en upassende måde, rapporterer lokale medier.