Oversigt

Skolebørn får tegning sendt op til Andreas Mogensen

En 4. klasse fra Bredsten-Gadbjerg Skole får, som en af flere heldige vindere af en konkurrence, sendt deres tegning op til Den Internationale Rumstation (ISS).

Klassen fulgte ivrigt med, da den danske astronaut Andreas Mogensen blev sendt på mission til rumstationen ISS i august. 

quote

Vi er meget stolte over, at du, som dansker, er i rummet.

4. klasse på Bredsten-Gadbjerg Skole

Derfor synes deres lærer Charlotte Damgaard Hansen, at det var oplagt, at klassen sendte en tegning afsted sammen, da ISS udskrev en tegnekonkurrence.

- Normalt er det en konkurrence, der henvender sig til børn og deres forældre. Men vi har arbejdet med Andreas Mogensen i klassen i forbindelse med hans opsendelse, så jeg synes, det var sjovt, hvis vi kunne lave noget sammen, fortæller Charlotte Damgaard Hansen. 

Lærer os en masse

Det blev til en tegning med 22 små cirkler, hvor hver elev har tegnet deres yndlingssted på jorden. 

Sammen med tegningen har eleverne også sendt et brev afsted til Andreas Mogensen, der emmer af beundring for den danske astronaut.

- Vi er meget stolte over, at du, som dansker, er i rummet. Vi håber, at det var en god tur op til ISS. Men vi må tilføje, at det er vildt og sejt, at du tør flyve ud i rummet. Vi har tegnet tegninger over alle de steder på jorden, som vi holder allermest af. Vi har hørt, at du savner naturen, så vi håber, at du bliver glad for tegningerne, skriver eleverne blandt andet til Andreas Mogensen.

Lærer Charlotte Damgaard Hansen fortæller da også, at eleverne er svært tilfredse med, at deres bidrag nu er en af ni udvalgte tegninger fra hele verden, der skal sendes op til Andreas Mogensen.

- Vi har jo set opsendelsen sammen og talt om, hvor langt der er derop, og hvor hurtigt ISS flyver. De ved godt, det er helt særligt, siger hun. 

Brevet fra eleverne

Til Andreas:

Vi har fulgt med i din tur op i rummet. Vi er meget stolte over, at du, som dansker, er i rummet. Vi håber, at det var en god tur op til ISS. Men vi må tilføje, at det er vildt og sejt, at du tør flyve ud i rummet.

Vi håber, at du når alle dine missioner på ISS, og der ikke går noget galt. Vi følger spændt med fra jorden.

 Vi har tegnet tegninger over alle de steder på jorden, som vi holder allermest af. Vi har hørt, at du savner naturen, så vi håber, at du bliver glad for tegningerne.

 Til sidst vil vi gerne ønske dig tillykke med fødselsdagen d. 2. november. Vi håber, at du får en rigtig god dag.

Mvh

4. klasse og deres lærer Charlotte fra Bredsten-Gadbjerg skole (afd. Bredsten) Danmark

Skal fejres

Derfor har hun også planer om, at de skal fejre det, når Andreas Mogensen viser tegningen frem i rummet.

- Jeg synes, det er ret vildt, så jeg har tænkt mig, at vi skal gøre et eller andet. Det er jo ikke mange mennesker, der får sendt noget ud i rummet, siger Charlotte Damgaard Hansen.

Otte andre tegninger skal også sendes ud til Den Internationale Rumstation. Deriblandt en tegning fra en anden dansk pige, som ligeledes vandt konkurrencen.