Oversigt

To-årig pige fandt syreholdig væske på legeplads - politi udsender advarsel

Politiet kommer tirsdag med en advarsel mod at eksperimentere med hjemmelavede syrebomber og appellerer samtidig til forældre om at tale med deres børn om farerne ved at lave syrebomber.

Opdatering 12. april klokken 10.22: Politiet formoder, at to drenge under 15 år står bag en hændelsen i Billund, hvor den 2-årig pige kom i kontakt med syreholdig væske på en legeplads. Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Det sker efter at en to-årig lørdag kom i kontakt med en syreholdig væske på en legeplads i Billund. 

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politikommissær Brian Kristensen florerer der flere videoer på sociale medier, hvor der bliver lavet syrebomber i en lukket plastikflaske.

- Selvom det kan se harmløst og sjovt ud på sociale medier som TikTok, så kan syrebomber være aldeles farlige i virkeligheden, siger Brian Kristensen, der er leder af nærpolitistationen i Grindsted.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at der den seneste tid har været flere hændelser med hjemmelavede syrebomber i Billund-området. Efter undersøgelserne af legepladsen spulede brandvæsenet de berørte legeredskaber.

- Der er efter vores opfattelse ikke er tale om en handling, hvis formål har været bevidst at skade den to-årige eller andre, men at det alene har haft til formål at skabe et højt brag. Alligevel ser vi med stor alvor på sagen og advarer på det kraftigste mod at eksperimentere med den slags bomber. Udover at det kan være en overtrædelse af straffeloven, så kan det også være meget farligt og medføre, at folk kan komme alvorligt til skade, udtaler Brian Kristensen.

Sydøstjyllands Politi efterspørger i kølvandet på hændelsen hjælp fra offentligheden. Ifølge politiet lød der et højt brag i området mellem klokken 14 og 15 lørdag, mens der også er set to drenge i nærheden af legepladsen.

Selvom det ikke er påvist, at drengene har forbindelse til hændelsen, vil politiet både i kontakt med dem eller andre, der kan komme med oplysninger i sagen.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

De to drenge beskrives som:

Dreng A:

  • Lys i huden

  • Dansk af udseende

  • 12-15 år

  • Mellem 160 og 180 cm høj

  • Almindelig i kropsbygning

  • Mørkt hår

  • Medbragte en cykel og bar en rulle alufolie

Dreng B:

  • Mørk i huden

  • Asiatisk af udseende

  • 12-15 år

  • Mellem 160-180 cm høj

  • Almindelig kropsbygning

  • Mørkt hår

  • Iført jakke formentlig med orange farve i kraven og bar to sodavandsflasker i plast

Kilde: Sydøstjyllands Politi