Oversigt

Vejle kæmper sig til forløsende sejr over Lyngby

Vejle sparkede søndag nyt liv i drømmen om overlevelse, da oprykkeren slog Lyngby med 1-0 i Superligaen.

Vejle virkede mere oplagte end søndagens gæster fra Lyngby, da hjemmeholdet fra første fløjt tog dirigentstokken.

Lyngby var mere afventende og lurede i omstillingsspillet, hvor Jonathan Amon med sin fart kunne gøre ondt på oprykkerne. Det var dog kun i få momenter, at Lyngby lykkedes med at sætte amerikaneren i scene.

Kvalitet var en mangelvare hos begge hold før pausen, men Vejle-topscorer German Onugkha fik efter 67 minutter brudt dødvandet.

Scoringen åbnede kampen op, da Lyngby skulle længere frem på banen. Gæsterne blev dog ikke farlige, og dermed fik Vejle sæsonens bare tredje sejr.

De tre point betyder, at Vejle inden dagens øvrige kampe kun er et point fra OB på 10.-pladsen, mens Lyngby fortsat er at finde på syvendepladsen med 16 point.