Samfundet genåbner, men lungesyge Laura skal stadig passe på: - Det handler om at overleve

Laura Svangård kan ikke bare lade som om, alt er som før og vende tilbage til dagligdagen. Hun er nemlig lungesyg og må stadig være ekstra påpasselig for ikke at få coronavirus.

 Af: Søren Pors Grundahl

 Laura Svangård fra Vejle er ude at gå en tur. Hun har maske for munden for at beskytte sig selv mod coronavirus.

 Pludselig hører hun en mand råbe fra den anden side af vejen.

 I første omgang forstår Laura ikke, hvad manden råber af. Men så fornemmer hun, at ordene er rettet mod hende.

 Han råber, at corona er overstået, og at Laura skal tage sig sammen. 

 - Jeg prøver at forklare ham, at jeg er i risikogruppen, fordi jeg har dårlige lunger. Men det er han ligeglad med.

Efter episoden med manden optog Laura Svangård en video på sin mobiltelefon.

Hvad manden ikke kan se, er, at Laura lider af en svær, atypisk form for astma.

Vores genåbning

I en række indslag under titlen 'Vores genåbning' følger TV SYD fire personer og deres vej tilbage til en normal hverdag i en tid, hvor flere og flere dele af samfundet åbner oven på coronakrisen.

Udover indslag i TV SYDs nyhedsudsendelser kan du også læse de fire personers historier her på TVSYD.dk

Det betyder også, at hun er i den særlige risikogruppe, for hvis hun bliver smittet, kan hun blive meget syg af sygdommen. I værste fald kan hun dø, hvis hun får coronavirus.

- Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at folk kan finde på at råbe sådan af mig. Jeg forstår ikke, at man ikke lige tænker sig om, for han ved jo ikke, hvad jeg går igennem, og jeg ved jo heller ikke, hvad han går igennem.

Isoleret i tre måneder

Laura Svangård er uddannet personlig træner, og indtil coronaens indtog levede hun af at hjælpe folk med fysisk træning.

Før havde hun et aktivt liv, men det er der altså lavet om på nu.

For da coronaen kom til Danmark, anbefalede hendes læge hende at gå i isolation, da hendes astmasygdom ikke er til at regne med.

Det meldte Laura ud til sine venner på Facebook og bad om forståelse for, at de skulle holde afstand, hvis de mødte hende på en gåtur.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Med isolationen blev håndvægte og træningsmåtter skiftet ud med bøger og madlavning hjemme i lejligheden i Vejle.

Derfor har det også været hårdt for hende at skulle leve isoleret - først hos sin mor i Horsens og senere hjemme i sin lejlighed i Vejle.

De første fem uger i isolation var Laura helt afskåret fra omverdenen og så kun sin kæreste og familie gennem en rude. Senere begyndte hun lige så stille at møde dem udenfor og med god afstand.

- De sidste tre måneder i mit liv har været meget specielle. Jeg har været i isolation det meste af tiden. Jeg har hverken været på arbejde eller set venner og familie. Men det her handler om at overleve.

 
 
Foto: Tais Tullin, TV SYD

Nu er hun flyttet hjem til sin kæreste i Vejle, hvor hun stadig forsøger at holde sig så isoleret som muligt. For selvom samfundet er begyndt at genåbne, så tager Laura ingen chancer.

Det er hårdt, men hun er overbevist om, at ihærdigheden er godt givet ud i sidste ende.

quote

De her måneder er så korte i et langt liv, jeg vil få. Det er derfor, jeg holder ud. For seks måneder er ikke lang tid i et liv på 80 år. Så jeg prøver at holde mig positiv.

Laura Svangård

muted

quote De andre begynder at have normale liv igen, men jeg skal stadig tænke mig rigtig godt om, passe på mig selv og holde afstand.

Laura Svangård

Samfundet åbner, men Laura skal stadig passe på

- De andre begynder at have normale liv igen, men jeg skal stadig tænke mig rigtig godt om, passe på mig selv og holde afstand.

Og det er ikke let for en pige som Laura, der har masser af energi og appetit på livet, og som er vant til at leve et aktivt liv.

Det er særligt det sociale liv, som hun savner.

- Jeg er selvfølgelig glad på samfundets vegne over, at vi er kommet dertil, hvor der næsten ikke er noget corona blandt os. Men det er knapt så sjovt for mig. Mine veninder er jo ude at hygge sig. Så det er nok mere det med, at de kan være tætte, uden at det gør det store. Det er det, jeg savner.

Derfor glæder hun sig også til, at hun selv kan vende tilbage til hverdagen - når coronaen tillader det.

- Jeg savner helt vildt at arbejde og have en hverdag. Jeg er meget et hverdagsmenneske, og jeg kan godt lide at have en fast hverdag. Det mangler jeg rigtig meget lige nu.

Går ture og laver mad

Hun bruger meget af tiden på at læse, gå ture og lave huslige opgaver.

Når Laura Svangård går ture, hvor der er risiko for at møde mennesker, har hun maske på. Det gør hun for en sikkerheds skyld, hvis den kan beskytte hende.

Hun vil ikke virke hysterisk ved at have masken på, men hun føler, at folk synes, det er underligt.

- Jeg oplever, at folk kigger rigtig meget og vender sig meget om.

 

Udover at beskytte hende og andre, så hjælper masken også med at sende et signal til andre om, at hun er i risikogruppen, så folk ikke kommer for tæt på.

Og hvis det betyder, at folk kigger en ekstra gang, så tager Laura også dét med, for hun tager ingen chancer.

quote Hvis jeg får corona, så kan jeg i værste fald dø af sygdommen.

Laura Svangård

Otte indlæggelser på et år

Laura Svangård fik konstateret svær atypisk astma i 2015, og i løbet af det første år havde hun været indlagt otte gange.

Men efterhånden som hun og lægerne er blevet klogere på hendes form for astma, er der blevet længere mellem indlæggelserne. Senest var hun indlagt i november.

Men selvom den medicin, hun får, er med til at stabilisere hende, så svinger hendes lungefunktion alligevel meget. I perioder har hendes lungefunktion været helt nede på 36 procent.

Derfor har Laura også en maskine derhjemme, der kan hjælpe hende med at udvide lungerne, hvis hun får et astmaanfald.

- De her astmaanfald er rigtig slemme. Jeg kan ikke få luft ind, og jeg kan ikke komme af med luft. Det føles som om, der er nogen, der vrider i mine lunger.

For hende er der kun to muligheder for at få en almindelig hverdag, hvis ikke coronaen forsvinder af sig selv.

- Det handler om, at der kommer en vaccine eller en behandlingsmulighed. Men det vigtigste er, at jeg skal kunne blive behandlet, hvis jeg får sygdommen.

 
 
Foto: Nicolaj Rosendahl

Fysisk træning blev vejen til et bedre liv

For Laura Svangård fylder træningen en stor del af hendes liv - både privat og professionelt. I 2018 startede hun på uddannelsen som personlig træner.

Selvom det kan lyde paradoksalt, at en pige med en lungesygdom skulle tage en uddannelse inden for netop dét felt, så handlede det for Laura også om at hjælpe andre i samme situation.

- Det er lidt dumt og så alligevel ikke. Med min uddannelse har jeg lært lige nøjagtigt, hvordan min krop og lunger fungerer. Men også hvordan jeg kan hjælpe andre mennesker. Jeg er jo ikke den eneste, der står i den her situation.

Træningen giver hende ikke kun kvalitet i dagligdagen, den gør også, at hendes krop bliver bedre til at optage den ilt, den får ind. Dermed har træningen også givet hende et bedre liv.

Kort før coronaen kom til Danmark fik Laura arbejde hos DGI Huset i Vejle. Men efter hun blev nødt til at sygemelde sig på grund af lægens anbefaling om isolation, har hun ikke længere mulighed for at passe arbejdet.

- Det er jeg rigtig ked af, for det var mit drømmejob. Men jeg bliver nødt til at være positiv og se fremad.

Interessen for egen og andres sundhed er upåvirket. Hvis coronaen tillader det, håber Laura Svangård at starte på uddannelsen i ernæring og sundhed efter sommerferien.

Flere stærke fortællinger
Forsiden lige nu