For dansk til at opdrage sine børn - og to andre sønderjyske historier

Sønderjyder betalte en høj pris for at være underlagt Tyskland fra 1864 og frem til Første Verdenskrigs afslutning.

I anledning af 100-året for Første Verdenskrigs afslutning skal du i det følgende læse tre scener fra henholdsvis 1896, 1917 og 1920.

Selvom de tre scener foregår tre forskellige steder, har de det tilfælles, at de viser, hvordan sønderjydernes nationalitetsfølelse og selvforståelse blev voldsomt udfordret i perioden.

Scene 1
Børn tvangsfjernet, fordi mor var for dansksindet

I 1896 fik en fattig enke i Nordborg Katrine Marie Nielsen frataget retten til at opdrage sine 10 børn, fordi hun var for dansksindet. Børnene blev overdraget til en tysksindet skorstensfejer i Nordborg.

Den slags skete. Siden nederlaget ved Dybbøl i 1864 havde sønderjyderne været underlagt prøjserne helt op til Kongeåen. Nationale tvangsfjernelser vakte voldsom forargelse, og i 1901 kom en erklæring fra Berlin, som gjorde det ulovligt.

Scenen er hentet fra sønderjyden Karsten Skovs roman 'Enkeland', som udkom i foråret i år, hundrede år efter afslutningen på Første Verdenskrig.

Scene 2
Sønderjyde i tysk uniform: Jeg er ikke tysker, jeg er dansker

Det er torsdag 2. august 1917 i Elsass - det tyske navn for det nuværende franske Alsace, der ligesom Sønderjylland var underlagt Tyskland frem til landets nederlag i Første Verdenskrig. 

Kvinden, du skal møde, er fransk, og hun er tvunget til at give husly til de tyske soldater, som i 1917 endnu havde herredømmet i hendes region. Og soldaten i den tyske uniform, Traugott, er en sønderjyde fra Broager, som hjemme fra det annekterede Sønderjylland er sendt i tysk krigstjeneste - ligesom 30.000 andre sønderjyske mænd er han indkaldt til krig for et land, han ikke identificerer sig med.

Der opstår en diskussionen mellem kvinden og soldaten, da kvinden demonstrativt serverer noget føde til ham, som man kun giver til grise.

- Jeg er ikke bedt om at være her. Desuden er jeg ikke preuser. Jeg er lige så lidt tysker, som du er.

- Vi går da ikke i tysk uniform, vrissede hun og gik så tæt på ham, at han kunne lugte hende.

- Jeg er ikke tysker, gentog Traugott højt og bankede i bordet. - Jeg er dansker.

Hun så trodsigt på ham.

- Kom, sagde Traugott og gik hen til Europakortet. Han satte sig finger på Danmark.

- Jeg kommer herfra, og jeg er tvunget til at være tysk soldat. Jeg har kone og to børn derhjemme. Jeg vil ikke være her, og jeg er ikke mere tysk end jer.

Hendes øjne flakkede usikkert et kort øjeblik, før hun gik hen og kiggede på kortet ved hans finger.

- Jeg er dansk, og det, jeg allerhest vil, er at komme hjem til min kone og børn, gentog han.

- Du er i tysk uniform og skyder mod min søn, sagde hun.

- Jeg er ikke tysker, udbrød han på fransk og smækkede hårdt vredt døren efter sig, da han forlod huset.

Denne scene er også hentet fra Karsten Skovs roman 'Enkeland'.

Scene 3
Dansk sind, men tysk pas: De skal ikke blive glemt

50.000 dansksindede var med til jubelfesten på Dybbøl Banke den 11. juni 1920, da Sønderjylland kom tilbage til Danmark. Dagen før var kongen, Christian den 10., redet over grænsen ved Taps på en hvid hest. Jublen var vild. 

To år tidligere havde Tyskland tabt i Første Verdenskrig, og en del af nederlagets pris var, at nationale mindretal skulle have ret til selv at bestemme, hvilket land de ville høre til.

I Nordslesvig stemte cirka 75 procent for at bo i Danmark, i Mellemslesvig stemte cirka 80 procent for at bo i Tyskland. Derfor ligger grænsen i dag ved Kruså.

Og sådan kom nogle med dansk sind til at leve med tysk pas. Om dem sagde daværende statsminister Niels Neergaard til Dybbølfesten de berømte ord:

- De skal ikke blive glemt.

Om to år er det hundrede år siden. Men det er en anden historie.

FØRSTE VERDENSKRIG