Koldinghus som kulisse for filmen der bliver vist til tusinder i Indien

Christine fra Aabenraa er ukendt i Danmark, men berømt i Indien

I Aabenraa er hun anonym, men når hun går på gaden i Indien, bliver hun genkendt fra sine dansevideoer på Youtube.

Lige foran Koldinghus danser en kvinde i usædvanligt farverigt tøj.

Videoen, som hun er i gang med at optage, vil få flere millioner visninger - i Indien vel at mærke. Dansen kaldes 'Bhangra', og danseren er danske Christine Meier fra Aabenraa.

Hun er mere eller mindre ukendt her i Danmark, men når hun går på gaden i Punjab-provinsen på grænsen mellem Indien og Pakistan, så bliver hun genkendt.

- Hvis jeg tager til Delhi eller Punjab, så jeg bliver altid genkendt i supermarkedet eller på gaden. De stopper mig og spørger: "Er det ikke dig, der hedder Christine, der laver dansevideoer på Youtube"?

- "Jo, jeg hedder Christine og laver videoer". "Neeej, fantastisk! Må jeg ikke tage et billede?", siger de så.

At hun er så kendt, sender hende i et helt særligt selskab.

Selvom hun måske ikke er kendt i Danmark, så er Christine Meier ikke desto mindre en af de danskere, der har flest følgere på Youtube. Her er der 407.000, der har valgt at følge hende og som får besked, når hun udgiver nye videoer.

Det er stort efter danske forhold. Til sammenligning har, de i Danmark mere kendte, Alexander Husum og Morten Münster, 7.000 færre følgere end danseren fra Aabenraa.

- 400.000, det er alligevel mange. Hvor mange gange Aabenraa er det ikke? I Indien er det ikke så mange. Det svarer måske til en halv landsby, siger Christine Meier.

quote

400.000, det er alligevel mange. Hvor mange gange Aabenraa er det ikke?

Christine Meier, Aabenraa

Christine optager videoer både i Indien og i Jylland.
Christine optager videoer både i Indien og i Jylland.
Foto: Christine Meier

Blev afsløret i supermarkedet

Christine Meier begyndte at lave dansevideoer på Youtube for ti år siden. På dét tidspunkt var der ikke så mange videoer at konkurrere med. Det indiske internet var dyrt, og videoer kostede meget data at se. Men Christine var med fra starten.

- Den første video, vi lavede, var bare for sjov. Optaget på telefonen, og den gik viralt på WhatsApp.

Christine og hendes veninde fra Indonesien blev genkendt i supermarkedet af ham, der sad ved kassen.

- Vi stod bare der i vores nattøj og lignede noget, der var løgn. Han sad med mobilen og så på vores sang og spurgte, om han måtte tage et billede, og så kaldte han på alle naboerne.
Der stod vi så i nattøj...

Christine danser på genforeningspladsen i Aabenraa i frostvejr.

Christine har danset, siden hun var barn. Efter en dansepause på fem år hørte hun pludseligt noget helt anderledes musik i TV.

- Jeg tænkte bare: Dét der, det skal jeg bare kunne og være den bedste til og tage med til Danmark - jeg skal bare owne (eje, red.) det der.

Hun tog et kursus i København og blev inviteret til Indien. Hun tog afsted og mødte flere undervisere. Først begyndte hun at undervise indere i Danmark, men senere flyttede hun selv til Indien i et år.

- Det var en hobby, og jeg har bare for sjov lagt en video op på Instagram eller Youtube, og så er det blevet hængende, lyder det fra Christine.

Videoerne burde give hende en stor indtægt, men det gør de ikke.

Christine optager videoer både i Indien og i Jylland.
Christine optager videoer både i Indien og i Jylland.
Foto: Christine Meier

Ikke rig kun berømt

For selvom man kan tjene penge på at lave videoer til Youtube, så får Christine ikke noget fra den amerikanske platform, selvom hendes videoer bliver afspillet millioner af gange.

- Jeg bruger andres musik i mine videoer. De har rettighederne og får derfor alle royalties. Desværre. Selvom jeg har 10 millioner visninger, ryger pengene ikke i min lomme.

Det er i stedet de mange danseworkshops, der giver smør på brødet.

- Jeg har danset hele mit liv og har tvunget mine veninder til at danse mine koreografier. De hadede det, men ligegyldigt hvilket arrangement vi havde i skolen, så skulle de danse efter mig.

Nu står Christine foran op mod 100 kursister to gange om dagen, og lærer dem koreografier til Bhangra-dans. 

Det foregår mest i Indien, men hun har også undervist fortrinsvis indere i blandt andet USA, England, Dubai og København.

Christine underviser i New Delhi.

Populær folkedans

Bhangra-dans er en folkedans, der stammer fra Punjab, der ligger både i Indien og Pakistan. Oprindeligt blev den brugt ved høstfesten i april. I år er falder den 13. april.

Man dansede den for at fejre, at vinteren var ovre, og at nu kommer sommeren og høsten snart.

Egentlig var det kun mænd, der danser den. Kvinder havde en anden dansestil. Men med årene er det blevet mere og mere populært, at piger også danser den.

- Nu bruger de den til alle lejligheder. Bryllupper, arrangementer på skoler, fødselsdage, og hvis de har fået nyt job, så tænder de musikken, og så bryder de ud i dans med det samme. Så snart man kan, siger Christine.

- De er glade for at danse - i hvert fald set i forhold til os danskere, fortæller Christine Meier.

Den oprindelige bhangra-musik er nu blevet inspireret af vesten, så nu er der også hiphop og house og andre musikgenrer.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Positiv musik

Bhangra kan også påvirke humøret.

- Musikken gør mig glad. Det har en energi, hvor man kan mærke, at Indien er et varmt sted. Det en anden kultur. Der er mere livsglæde. Jeg tror, det har med vejret at gøre, og så snart jeg sætter musikken på, så er jeg et nyt menneske, siger Christine og fortsætter:

- Hvis jeg har en dårlig dag, skal jeg bare sætte musik på, og så er jeg klar til at danse.

Forretningskvinden går viralt

Bhangra-dronningen er bachelor i kommunikation fra SDU. Hun har været 8 år på Youtube, og dansen er nu blevet en levevej. 

Christine Meier har haft en fordel. Hun har skilt sig ud i Indien, fordi hun er en lys europæer med en mor fra Djursland og en far fra Tyskland. 

Men de 127.000 følgere på Instagram og 407.000 på Youtube er ikke kommet af sig selv.

- Jeg har været lidt taktisk, siger danseren med et beskedent smil.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

- Jeg har arbejdet hårdt for det. Jeg ser på, hvilke populære sange der lige nu kommer ud, og hvilke der trender lige nu. Så laver jeg noget til musikken på telefonen, så jeg kan være den første til at lave dansen, og uploader den med det samme. Så deler jeg den på alle medier og sender det til den, der har sunget sangen. Hvis de så deler videoen, så går det viralt hurtigt.

Dagligt lægger hun flere stories (små videoklip, red.) på Instagram og bruger sit brand Bhangra By Christine til at være influencer. Her reklamerer hun for tøj, sko og smykker.

Hun får også tilbudt roller i indiske film – men siger nej tak, hvis det bare er for at spille en dum europæer i bikini.

Christine Meiers 10 tips til influencere og youtubere

  1. Gør det kun, fordi du ikke kan lade være.
  2. Vær dig selv.
  3. Find ét bestemt emne, som du er en haj til (kunst, matematik, DIY.. ALT kan være relevant).
  4. Lav videoer for din egen skyld - ikke for andres.
  5. Se hvilke emner, der trender, og lad dig inspirere til dine egne videoer.
  6. Brug et godt kamera og godt lys (selv de fleste telefoner kan være med).
  7. Upload så ofte som muligt!
  8. Giv ikke op! Der er både gode og dårlige dage.
  9. Vær positiv!
  10. Gør det ikke i håb om at blive rig, men fordi du synes, det er sjovt.

Jylland og Punjab

Selvom hun ikke kan komme til Punjab, så forhindrer det hende ikke i at lave videoer.

Jylland og Punjab har ifølge Christine Meier meget til fælles i forhold til landbruget og markerne. Hun kan sagtens bruge kulisserne herhjemme til sine film. 

- Inderne elsker at se, hvor meget vi har tilfælles. Hvis jeg fortæller dem, at mine oldeforældre også havde en lille gård ligesom deres. Jeg kan godt lide, at vi ikke er så forskellige. Det er meget sjovt, siger hun.

Sminken og detaljerne er meget vigtige for Christine Meier.
Sminken og detaljerne er meget vigtige for Christine Meier.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Fremtiden

I dag er Christine Meier 30 år. Den indiske danse-kæreste er fortid, og coronapandemien har gjort det umuligt at rejse til Indien for at afholde dansekurser. 

Onlineundervisning er svær at gennemføre med steder, hvor forbindelsen ikke er stabil.

- Jeg ved ikke, hvor længe jeg bliver ved. Jeg kan godt mærke mine knæ, og det er sværere at følge med danserne på 17 år, når de laver spring og høje benløft.

Brugerne på internettet er hurtige til at skifte mening om, hvad der er interessant at følge. Christine prøver at holde trit ved at forny sig og se, hvad der rører sig på nye platforme som TikTok og Reels (sociale medier, red.)

- Alt har været spontant indtil nu, så det er ikke til at vide, hvor længe det indiske eventyr fortsætter, konkluderer hun.

quote

Det har aldrig været planlagt. Det er bare tilfældigheder, og så er vi endt her - det er lidt skørt.

Christine Meier, Aabenraa

Hun er kvalitetsbevidst og vil være helt sikker på, at der er de få skud, der er nødvendige.

Er du skrap

- Nej, jeg vil bare gerne have det på en bestemt måde. Man vil jo ikke ligne en klovn vel, svarer Christine, inden hun fortsætter:

- Jeg vil gerne vise respekt over for den nordindiske kultur, så det skal ikke være for fastelavnsagtigt.

Video fra slotssøen blev et hit

Og så er vi tilbage, hvor vi startede: Ved Koldinghus, hvor Christine er ved at optage sin video.

Det er ikke så mange forskellige indstillinger, der skal til: En lille intro i slowmotion, hvor Christine smiler koket til kameraet, og så ellers en dansesekvens hvor hun mimer med på den indiske sangtekst.

Videoredigeringen på Premiere Pro står hun selv for - ligesom optagelserne af de mange små videoer til Instagram.

Her er den færdige video fra Kolding på Youtube:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

I skrivende stund har videoen foran Koldinghus 157.000 visninger på Youtube, mens versionen på Instagram er blevet set 1.9 millioner gange.

Det er tidskrævende arbejde at holde de mange sociale medier i gang. Der skal holdes kontakt til de mange fans. Men hun er endnu ikke træt af den store opmærksomhed. 

- Det er også en sjov oplevelse. Det er sjovt at prøve, og det rare er, at så snart jeg kommer hjem til Aabenraa, så er jeg en anden. Så er der ingen, der ved, hvem jeg er.
Jeg kan gå i nattøj, hvis jeg vil, og folk er ligeglade.