Oversigt

Kommunes folkeskoler afskaffer traditionel læseferie

De fleste af Aabenraa Kommunes folkeskoler har besluttet, at 9. klasses elever skal have obligatorisk forberedelse på skolen inden mundtlige eksamener til sommer.

Dermed får eleverne ikke traditionel læseferie i perioden op til eksamen. I stedet kaldes perioden fremover for forberedelsesperioden, skriver Jydske Vestkysten.  

Avisen har lavet et overblik, der beskriver de enkelte skolers tiltag i forbindelse med eksamen. På Kongehøjskolen i Aabenraa skal 9. klasses elever fremover møde på skolen to til tre timer om dagen frem mod de mundtlige eksamener. Disse timer vil være skemalagt. 

- Vi har gjort det, fordi det vil gavne alle elever. Jeg medgiver, at det er en indskrænkelse af deres frihed, men det vil give bedre eksamensresultater, og så vil det bidrage til, at eleverne får gode vaner, som de får glæde af, når de bliver kastet ud i en læseferie på ungdomsuddannelserne, siger skoleleder på Kongehøjskolen, Søren Ernst Lüdeking, til avisen.