Oversigt

Transportvirksomheder glæder sig over ændret grænsekontrol - men havde gerne set den fjernet

HP Therkelsen og Padborg Transportcenter ville gerne, at grænsekontrollen med grænsen til Tyskland blev droppet ligesom i Sverige.

Man glæder sig dog over, at regeringen lægger op til en mere smidig og smart grænsekontrol, hvor man bruger teknologi for at mindske indrejsekontroller. 

- Det er positivt, at man nu endelig er kommet frem til, at der skal foretages et eller andet. Men når det så er sagt, så er det syv års kamp, der nu bliver til en lettelse. Ingen ved jo endnu, hvor meget trafikken bliver lettet, siger bestyrelsesformand i HP Therkelsen, Mogens Therkelsen.

Ifølge Padborg Transportcenter passerer der dagligt 6.600 lastbiler grænsen mellem Tyskland og Danmark.