TV der bevæger dig

37-årig mand anholdt for Batman-trussel

Filmen tiltrækker kriminelle.

Politiet mener at have fundet den mand, der stod bag en bombetrussel mod en biograf i Haderslev lørdag.

Egentlig blev en 37-årig mand anholdt for vold lørdag aften, men Syd- og Sønderjyllands Politi lagde to og to sammen og har nu sigtet ham for en bombetrussel mod biografen Kosmorama i Haderslev.

Manden skal fremstilles i grundlovsforhør søndag omkring klokken 12, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Truslen fik politiet til at tømme biografen, der var i færd med at vise Batman-filmen The Dark Knight Rises, og afspærre området omkring biografen.

- Han blev egentlig anholdt for noget vold længere nede i byen klokken 21.30, man da vi får det stykket sammen, så passer han faktisk på signalementet på en mand, der er set af flere vidner omkring biografen, siger vagtchef Ole Aamann.

Det var først senere på aftenen og natten til søndag, at vidneforklaringer pegede på, at voldsmanden, der var anholdt for at angribe to mænd med bestik fra en grillbar, kunne være manden bag truslen.

- En patrulje har også set ham og genkendt ham, siger Ole Aamann.

Den 37-årige mand har erkendt, at han havde en kasse med inde i biografen, og han siger, at han godt kan have glemt kassen derinde.

- Han erkender også, at han har ringet fra den telefon, hvor truslen kom fra, men han erkender ikke selve truslen, lyder det fra vagtchefen.

The Dark Knight Rises havde været i gang i 20 minutter, da publikum måtte forlade biografen.

Politiet havde bomberyddere fremme, men kunne sidst på aftenen lørdag hæve afspærringerne omkring biografen.

Da Batman-filmen 20. juli havde premiere i USA, trængte en mand iført skudsikkert antræk ind i en biograf i Colorado, hvor han dræbte 12 mennesker og sårede 58 andre.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden