TV der bevæger dig

77-årige Niels vil fjerne lægekrav for ældre bilister: - Det er diskrimination

Niels Madsen forklarer, hvorfor det er aldersdiskrimination, at ældre skal til lægen for at få kørekort. Foto: John Melin, TV SYD

Ældre over 75 år skal ikke have en lægeerklæring for at beholde kørekortet, mener Dansk Folkeparti. Og det møder opbakningen hos Ældre Sagen i Kolding.

Niels Madsen er 77 år, og han kører stadig bil. Niels Madsens far var vognmand, så han var tidligt på den med at køre bil, som han selv udtrykker det.

Derudover er han lokalformand i Ældresagen i Kolding. Og her er der glæde over Dansk Folkepartis udmelding om at fjerne kravet til, at folk over 75 år skal en tur omkring lægen for at kunne fortsætte med at køre bil.

Det er afgjort aldersdiskrimination. Helt sikkert. 

Niels Madsen, 77-årig bilist og lokalformand i Ældresagen i Kolding.

- Det er afgjort aldersdiskrimination. Helt sikkert. Jeg synes, at det er godt, at der bliver set på det. At der bliver foretaget et eller andet, og jeg håber da, at der kommer noget ud af det, siger Niels Madsen til TV SYD.

Niels Madsen var selv oppe og få en lægeerklæring for to år siden, så han atter kunne sætte sig bag rattet. Han finder det nedværdigende for de ældre, at det alene er alderen, der afgør, at man skal til lægen.

00:31

Niels Madsen forklarer, hvorfor det er aldersdiskrimination, at ældre skal til lægen for at få kørekort.

Luk video

- Det er ikke rimeligt, at vi skal stå på et ben, skal regne baglæns fra 100, og skal tegne et ur klokken ti minutter i to. Det er altså noget pjank.

- At alderen alene afgør, at man så og så ofte skal hen og tjekkes. Det finder jeg urimeligt.

Få kan ikke erkende det selv

Praktiserende læge Anne-Mette Rotwitt har ofte ældre i klinikken, der skal forlænge kørekort. De fleste ved dog godt i forvejen, om de kan køre bil eller ej, fortæller hun.

- Hos langt de fleste ældre mennesker, der finder de eller deres pårørende selv ud af, at de ikke skal køre bil, men vi har nogle få, som ikke kan erkende det selv, siger Anne-Mette Rotwitt.

Det er nødvendigt at have en måde, så vi kan få sorteret dem fra, som ikke kan og bør sætte sig ud i en bil.

Praktiserende læge Anne-Mette Rotwitt.

Hun mener derfor, der bør finde en sortering sted.

- Jeg tænker stadigvæk, at det er nødvendigt at have en måde, så vi kan få sorteret dem fra, som ikke kan og bør sætte sig ud i en bil, mener hun.

Ifølge Niels Madsen bør de almindelige lægebesøg dog være nok.

- Hvis man er hos en læge, og en læge har en mistanke, så er det okay. Hvis lægen siger: Jeg er i tvivl, om du kan køre bil. Der er det okay, mener han. 

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu