98-årig kvinde omkommet i ulykke ved Ølgod

En ulykke ved Ølgod i Jylland har kostet en 98-årig kvinde livet. Tre andre personer har mindre skrammer. Det skriver Ritzau.

En 98-årig kvinde har mistet livet juleaften efter en ulykke ved Ølgod onsdag eftermiddag. Politiet tilkaldte en lægehelikopter til ulykkesstedet, men kvindens liv stod ikke til at redde, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Tre andre personer har fået mindre skrammer ved ulykken, der fandt sted på Vardevej tre kilometer syd for Ølgod.

- Der er tre tilskadekomne og en 98-årig kvinde fra lokalområdet, som nu er afgået ved døden, siger vagtchef Erik Lindholdt til Ritzau.

- Hun sad i en bil med sin søn, som førte bilen, og skulle krydse Vardevej. De kører ud og overser en bil, som kommer kørende og rammer bilen i den side, hvor kvinden sidder, fortæller vagtchefen.

Vardevej syd for ølgod var spærret i begge retninger. Ulykken skete klokken 16.48, og en bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet.

Årsagen til ulykken er fortsat uvis, men der er ikke umiddelbart meldinger om glatte veje i Syd- og Sønderjylland. Der har dog været en række andre ulykker onsdag.

- Vi har også et par ulykker nær Esbjerg, men det her (Vardevej, red.) er det mest alvorlige. Det er regnvådt, men ikke glat, siger vagtchefen.

Samtidig med ulykkerne er hovedvejen mellem Haderslev og Ribe oversvømmet. Gels Å har oversvømmet Ribe Landevej mellem Ribe og Gram. Det er uvist, om biler kan passere.